Logo til Spies
Inspiration

Vinterferie i faraoernes land

Egypten

5 grunde til at besøge Egypten

Orientalsk æstetik, rummelige resorts og snorkling i særklasse. Egypten har bare det hele. Her tager ørkenens nattehimmel hurtigt pusten fra dig, historiens vingesus får dig til at måbe, og livet under overfladen på Det Røde Hav gør indtryk på selv den mest erfarne dykker. Samtidig er flyvetiden er på kun lidt mere end fire timer, og priserne ligger en sjat under andre populære vinterrejsemål. Der er med andre ord ikke noget at sige til, at Egypten stiger voldsomt i popularitet år efter år.

Tekst og billeder: Sofie Folden Lund
Publiceret: 27.11.2024

Kamel
Mand i ørkenen
Spændende krydderier

1. Den smukke og autentiske arkitektur

Trods en relativt kort flyvetid er du ikke i tvivl om, at du er landet på et andet kontinent, så snart du træder ud på den varme og gyldne jord i Egypten. Østens mystik, Afrikas varme farver og de mellemøstlige krydrede dufte blander sig og følger dig under hele opholdet i dette smukke land. Her er ikke mange plastikstole eller skyhøje betonhoteller. Egypterne har nemlig bygget ferierområderne op med respekt for den lokale, historiske arkitektur. Det betyder smukke hoteller, strandpromenader og restaurantområder, som på trods af turisme indeholder masser af charme og hygge.

2. De fantastiske resorts

Man kan ikke undgå at blive imponeret over hotellerne i både Hurghada, Makadi og El Gouna. De kan virke overdådige, og det føles nærmest som at træde ind i en anden lille verden. Det gælder, uanset om du er på et femstjernet spahotel eller et familieresort med vandland og børneaktiviteter. Hotellerne er store og rummelige. Her bygger man i bredden mere end i højden. Det giver også den fordel, at langt de fleste resorts ligger ved stranden, så du uden problemer kan kombinere pool med strand. Næsten alle hoteller har All Inclusive med et varieret udvalg af restauranter, der både tilbyder buffet og a la carte med frit valg mellem forskellige verdenskøkkener. Er du til ekstra luksus, og rejser du uden børn, så kan det anbefales at vælge et af områdets voksenhoteller. F.eks. skønne Makadi Spa med en helt nyåbnet spaafdeling fra 2024.

Snorkling i klart vand

3. Snorklingen

I Det Røde Hav behøver man ikke have flasker på ryggen og et dykkercertificat i hånden for at opleve det spektakulære og farvestrålende liv under havoverfladen. Vandet er nemlig så klart, at du kan se fisk i alle størrelser, farver og former blot ved at tage maske og snorkel på og svømme roligt rundt i overfladen. Det kan du gøre enten på et snorklested få minutters sejlads fra stranden eller direkte fra kysten ved Makadi Bay, hvor der findes et rev med smukke koraller og masser af liv. Hop eventuelt i fra badebroen ved Makadi Bay-stranden i formiddagstimerne – så kan du være heldig at snorkle med havskildpadder, der ligger og hygger sig i det rolige vand blandt klovnefisk.

Båd
Udflugt

4. De unikke udflugter

De store oplevelser står nærmest i kø i Egypten. Det samme gør soltimerne ved poolen med en kold mangojuice i hånden. Heldigvis er der plads til begge dele. Søger du oplevelser, kan du f.eks. tage en halvdagstur ud til den paradisagtige ø Utopia. Her kommer du hurtigt i caribisk stemning, når du bliver budt velkommen af kridhvidt sand, turkist badevand og blide sunshine-toner fra strandhøjtalerne.

Hvis du vil opleve andet og mere end det fantastiske hav, og hvis du kan mobilisere dit indre A-menneske til at stå op klokken 4 om morgenen, så snyd ikke dig selv for en dagsudflugt sydpå til byen Luxor, hvor du virkelig kan suge til dig af historien i Kongernes Dal.

Du kan også vælge at tage på jeepsafari i ørkenen og se solnedgangen blive afløst af en stjernehimmel, der kan få de fleste til at tabe kæben.

Mangojuice på stranden

5. Temperaturen

Femte og sidste grund til at vælge Egypten til vinter er det solrige og milde klima, der sikrer varme dage året rundt. Og så ligger det endda i behagelig afstand til vinterkulden herhjemme. Yalla yalla, som de siger i Egypten – ”kom afsted!”!

Sofie i Egypten

Sofie Lund

Sofie er kommunikations- og pressechef i Spies og har selv rejst meget rundt i verden. Hun har en forkærlighed for Latinamerika og Østen, og da hun var yngre, rejste hun meget rundt på egen hånd med en rygsæk på ryggen.

I dag nyder hun i stedet pakkerejsekonceptet med en rullekuffert i hånden, både når det gælder arbejde, og når hun rejser med familie og venner.

Vil du læse mere som dette?