Midt på den historiske rådhusplads i Tallinn ligger et stemningsfyldt julemarked med hyggelige boder, duft af gløgg og et glitrende juletræ. Jeg er virkelig glad for jul, og når december kommer, forvandles Estlands hovedstad til et sandt juleeventyr. Derfor tager jeg gerne derhen for at komme i ægte julestemning.
Tekst: Tomas Alexandersson
Publiceret: 21.11.2022
Det siges, at et af Europas første offentlige juletræer blev sat op i Tallinn helt tilbage i år 1441. Legenden siger, at juletræet kom til Tallinn med Sorthovederne, som var et broderskab grundlagt omkring 1300-tallet af ugifte handelsmænd fra Livland. Uanset hvordan det gik til, har julemarkedet i hvert fald et flot pyntet juletræ, og jeg synes selv, at den middelalderlige stemning skaber en helt unik atmosfære med glitrende julelys på Rådhuspladsen i Tallinn. Julemarkedet får tit ros, og det blev endda kåret som Europas bedste julemarked i 2019 af organisationen European Best Destination.
Juletræet er sat op på Rådhuspladsen. Foto: Sergei Zjuganov, Visit Estonia
Hyggelige julelys om aftenen.
Streetfood på julemarkedet.
Julemarkedets hjerte er det smukke juletræ, som hvert år transporteres og sættes op på højtidelig vis. Træet er omringet af små markedsboder, hvor du kan købe delikatesser, souvenirs og lokalproduceret håndværk i tekstil, træ og keramik. Der er nok af store smagsoplevelser, og jeg kan varmt anbefale både deres brændte mandler, gløggen, de ristede kartofler, surkålen og den traditionelle blodpølse "verivorst".
Ud over et stjernespækket besøg fra selveste julemanden byder markedet også på koncerter, karruseller og workshops. Tallinn er en gammel hansestad, og markedet stråler af middelalderlig charme, der breder sig ud over det gamle torv. Eftersom julemarkedet er så populært, begynder det typisk allerede i november og fortsætter helt til januar. Her finder du datoen og mere information om Tallinns julemarked.
Udsigten over de snedækkede tage i Tallinn.
De smukke juletræer på torvet.
Tomas tager os med ud på oplevelser, der indeholder arkitektur, udstillinger samt bar- og restaurantbesøg. Gerne i østeuropæiske storbyer, hvor han blandt andet har en forkærlighed for Tallinn.