Styr uden om køerne i Paris, og sæt i stedet kursen mod kulturelle og gastronomiske oplevelser. Lidt væk fra de store turistområder får du ofte de bedste oplevelser af Paris. Her får du fem tips, der hjælper dig til at komme tæt på byens sjæl.
Biondi
Gå ind på Biondi og kom hele vejen til Buenos Aires. Her er en duft af krydderurter og grillkul, og du bydes velkommen til tonerne af argentinsk tango. Kødet, der serveres, er af allerbedste kvalitet og grillet over kul fra Argentina. Du kan desuden bestille fisk ceviche og empanadas. Slut af med en guddommelig dulce de leche mousse på en bund af crumble.
118 Rue Amelot, 75011 Paris. biondi-restaurant.fr/en/
Centre Pompidou
Det var ikke en bygning, borgere og besøgende i den franske hovedstad umiddelbart omfavnede med kærlighed. Men alligevel er Centre Pompidou blevet et kulturelt fyrtårn i Europa. Som Frankrigs nationalmuseum for moderne kunst rummer bygningen Europas største samling af moderne kunst. Rulletrapperne tager dig op til en af byens bedste udsigter.
Place Georges-Pompidou, 75004 Paris. centrepompidou.fr/en
Tiger
På aftentur i området Saint-Germain-Des-Près bør du slå ind på den lille gade Rue Princesse, hvor der er mange restauranter og barer Den smukke indretning og de gode drinks gør, at baren Tiger er et pragtfuldt bekendtskab en varm sommeraften. Udbuddet af gin er enormt, og stedet laver sin helt egen tonic.
13 Rue Princesse, 75006 Paris. tiger-paris.com
Season
Har du fået for mange crêpes, røde entrecôtes og drukket rigeligt med vin? Så har du måske brug for et skud friskhed og sundhed. Caféen Season serverer økologisk og sund mad. Her er dejlige salater og vegetariske tacos. Eller hvad med en avocadotoast med bacon og halloumi? Slut af med en kakao acai bowl.
1 Rue Charles-Francois Dupuis, 75003 Paris. season-paris.com
Merci
Her mødes indretning, design og nyskabende mode. Du finder det meste som smykker, ure, tøj, sko, tasker, sengetøj og køkkenudstyr. Midt blandt lamper, håndklæder og møbler finder du desuden en restaurant med en smuk have udenfor.
111 Boulevard Beaumarchais, 75003 Paris. merci-merci.com/fr