Logo til Spies
Lindos bugt
Eksperternes tips

Perlen på Rhodos' østkyst

Lindos

Lindos – den hvide by

Har man ikke besøgt Lindos, har man heller ikke rigtigt besøgt Rhodos. Lindos ligger bare en times tid i bil fra Rhodos by og egner sig derfor perfekt til en dagsudflugt. Byen med de karakteristiske hvide stenhuse kaldes også for "Postkortsbyen" – og man forstår virkelig hvorfor, når man ser den.

Tekst og billeder: Amanda Svensson

Dagsudflugt til Lindos

Lindos - den hvide by

Udsigt som på et postkort

For at komme til Lindos skal man køre sydpå fra Rhodos by og følge bjergene langs øens østlige side. Efter cirka en times kørsel, med havet på venstre side og bjergene på højre, kommer Lindos til syne. Hold ind til siden omkring 200 meter, inden du kommer frem, så kan du nyde en helt fantastisk udsigt, der er et postkort værdigt.

I bugten nedenfor sejler bådene, mens det mægtige Akropolis indrammer byen, der lyser kridhvidt op i sollyset. Den hvide farve holder både insekter væk og temperaturen nede. Der kan nemlig blive varmt som i en gryde i sommerens varmeste periode.

Langs snoede veje

Om sommeren er der mange turister i Lindos. Det betyder, at der kan være lidt trafik langs den snoede vej ned mod byen. Der er to hovedparkeringspladser, men det kan også være en god idé at parkere lige uden for centrum. Herfra kan man sagtens gå, men det kan være ret stejlt og svært. Heldidvis går der også shuttlebusser til centrum, og de koster lige under en euro for turen op eller ned.

Hvid bygning i Lindos
Detaljer på hus i Lindos
Den hvide by Lindos
To kvinder på gåtur i Lindos' smalle gader

Forvirrede indtrængere

Præcis som i Rhodos bys gamle kvarter er det let at fare vild i Lindos. Mange af gaderne ligner nemlig hinanden – og det er faktisk meningen. Før i tiden brugte man dette trick for at holde angriberne væk fra Akropolis. Hvis de mod forventning skulle finde frem til Akropolis, havde man takket være overblikket over byen haft godt med tid til at forberede sig inden et eventuelt slag.

Bad i krystalklart vand

Naturligvis byder Lindos også på muligheder for en dejlig dukkert. Lindos Bay kan prale af en flot udsigt til Lindos og Akropolis. Lige bag Lindos ligger St. Pauls Bay. Her er der stor parkeringsplads, og du kan leje liggestole på stranden. Du skal have en liggestol for at ligge på stranden, men du kan sagtens gå i vandet uden, hvis du har lyst. St. Pauls Bay byder også på en skøn udsigt til bagsiden af Akropolis.

Strand i Lindos
Saint Pauls Bay
Revet ved Saint Pauls Bay
Græsk mad i Lindos

Se solnedgangen fra en tagterrasse

At se Lindos i solnedgangen en helt magisk oplevelse. Hvis du tilbringer aftenen i byen, kan du med fordel besøge en af de mange tagterrasser, der er over de fleste restauranter. Her kan du nyde en kold drink, mens du venter på aftensmaden. Du kan pifte oplevelsen lidt op med en gang græsk meze, mens du ser solen gå ned bag ved bjerget. I takt med at byens belysning tændes, lyser gaderne op. Til dessert kan jeg anbefale en dejlig is fra en af de små isbutikker, der ligger nede på gaden.

En afstikker til Prasonisi

Besøg sydspidsen af Rhodos

Omkring en time syd for Lindos, længst nede på sydspidsen af Rhodos, finder du Prasonisi. Hvis du tilbringer formiddagen i Lindos og afslutter besøget med en dejlig frokost, så er afstanden til Prasonisi perfekt til en eftermiddagstur. Alternativt kan du nyde solnedgangen i Lindos, overnatte i byen og tage videre til Prasonisi dagen efter.

Vindsurfing i Lindos

Et populært surfsted

Jo længere sydpå, du kommer på Rhodos, jo varmere bliver det. Derfor kan det være en god idé at lægge et par badepauser ind undervejs på turen. Når du har passeret Pefkos og Lardos bliver landskabet mere øde, og det er også her, militæret plejer at udføre øvelser. Godt inde i Prasonisi mødes man dog af et helt andet syn. Området er nemlig blevet et populært surfsted på Rhodos, og mange kommer hertil for f.eks. at kitesurfe.

Ved spidsen af Rhodos mødes de to have, og når det er højvande, skabes der en lille ø ude i vandet, som man ellers har ganske nem tilgang til, når det er lavvande.

Amanda Svensson

Amanda har gjort det, mange andre drømmer om – forladt sit hjemland for et job i udlandet. Hun deler ud af sine guldkorn fra blandt andet Rhodos og Vietnam, hvor hun selv har boet og arbejdet.