Logo til Spies
Rhodos vestkyst
Eksperternes tips

Slotte, meze og påfugle

Vestkysten på Rhodos

Besøg Rhodos' autentiske vestkyst

Langs østkysten på Rhodes blomstrer turismen i form af store hotelkomplekser, og hvad der ellers hører sig til. Men bevæger man sig op langs vestkysten, møder man et helt andet Rhodos. Her er der masser af uberørte steder, man ser lokalbefolkningens jordbrug og dyrkning af tomater, løg og meloner. Her vil du også støde på en del advarselsskilte, der gør opmærksom på de køer og geder, som vandrer frit omkring.

Tekst og billeder: Amanda Svensson

Landksab på Rhodos
Panormitis rev
Felerimos

På tur gennem det frodige landskab

Du kan vælge at starte turen fra Rhodos by i nord eller, hvis du f.eks. har været med lejebil på østkysten, fortsætte rejsen over til vestkysten gennem midten af øen. Vælger du det sidste, fortsætter du en lille smule sydpå fra Lindos til byen Gennadi. Her drejer du fra og styrer mod Monolithos-slottet. Det tager cirka en time at komme over på den anden side, og på vejen kommer du gennem Rhodos' frodige landskab, smukke bjerge og snoede veje.

På vandretur på Rhodos

Slottet Monolithos

På den vestlige side af øen mødes vi af bjerge og udsigt over havet. Vil du rejse tilbage i tiden, anbefaler jeg et besøg på Monolithos-slottet. Langs vejen op mod slottet mødes man af stande, hvor lokalbefolkningen sælger honning og andre gode sager. Forkæl dig selv med noget lækkert, og slå dig ned på en af bænkene. Derfra kan du virkelig nyde udsigten. Når du parkerer neden for slottet, venter en hel del trapper, før du er helt på toppen. Til sidst kan du vandre rundt i ruinerne og forestille dig, hvordan det så ud for et par hundrede år siden, når man spejdede efter fjender i det fjerne.

Embona by og Embona View

Fra Monolithos-slottet fortsætter du nordpå langs vestkysten gennem det bjergrige landskab. Jeg anbefaler et stop på restauranten Embona View. Her serverer de en meget velsmagende meze, og samtidig kan du nyde udsigten over såvel byen Embona som havet. En klar og skyfri dag kan du endda se øen Tilos med Tyrkiet i baggrunden. Muligheden for klart udsyn bliver større hen mod sensommeren, da temperaturen er lavere.

Når du har spist, kan du kigge indenfor i butikken, hvor du kan købe ejernes egenproducerede olivenolie, oliven og vin. Tag bilen ned til byen og nyd mødet med ægte græsk kultur. Her er der ingen stress. De lokale sidder på torvet og nyder en frappuchino eller en kaffe og taler om alt mellem himmel og jord. Der ligger en smuk kirke og små butikker, hvor du kan købe specialiteter. Er du heldig, tilbyder de dig endda at smage deres vin. Personligt kan jeg varmt anbefale at købe deres ansigtsmaske lavet af spirulina-alge samt en olivenolie med hvidløg og chili – den er bare helt fantastisk at dyppe lidt godt brød i!

Græsk taverna
Græsk salat
Udsigt
Fine detaljer på græsk hus
Smukke græske farver
Kamiros

Kamiros - en af Rhodos' tre akropoler

Når man forlader Embona, kan man køre ned ad bjerget, ud mod byen Kritina og fortsætte videre langs kysten. Her kan man se Tyrkiet i det fjerne, mens man hører bølgerne slå mod klipperne og rulle op på stranden. Fortsætter man, kommer man snart til Kamiros – en af Rhodos' tre akropoler. Her ser man udgravningen af en stor antik by – et besøg værd, hvis man er historieinteresseret! Andre kan vælge bare at nyde den smukke udsigt fra toppen.

Påfugle og blikfugle

Hvis der er tid til et sidste stop, inden du vender tilbage til Rhodos by, så kan du vælge at besøge Filerminos. Byen ligger 83 meter over havets overflade, og man har en rigtig fin udsigt over Rhodos by, der ligger ikke så langt fra. På toppen er der et flere meter højt kors, og vejen dertil går gennem en lang korridor beklædt med træer og statuer. Højdepunktet er dog de mange påfugle, der lever frit her, men som bliver passet lidt på af arbejderne. Fuglene kom hertil med italienerne, der anvendte dem som et naturligt alarmsystem – når én begynder at skræppe, så følger resten nemlig trop.

Er man mere til fugle af den mere kunstige slags, så er det også et rigtig godt sted for flyspottere. Her har man nemlig perfekt udsigt til lufthavnen og kan se flyene lette og lande med få minutters mellemrum.

Filerimos
Filerimos
Påfugl

Amanda Svensson

Amanda har gjort det, mange andre drømmer om – forladt sit hjemland for et job i udlandet. Hun deler ud af sine guldkorn fra blandt andet Rhodos og Vietnam, hvor hun selv har boet og arbejdet.