Den kombination af rejseydelser, du tilbydes, er en pakkerejse, jf. direktiv (EU) 2015/2302. Du er derfor omfattet af alle EU-rettigheder for pakkerejser. Spies A/S (Spies) er fuldt ansvarlig(e) for den korrekte levering af den samlede pakkerejse. Spies har desuden oprettet lovpligtig beskyttelse til at refundere dine betalinger og, hvis pakkerejsen omfatter transport, sikre din hjemtransport i tilfælde af, at Spies går konkurs eller bliver insolvent.
Køb af kun flybillet er ikke underlagt “Lov om Pakkerejser” eller vores rejsebetingelser.
Mad på flyet og indtjekket bagage bestilles samtidig med flybilletten.
Har du bestilt “kun fly”, skal du have din mobiltelefon tændt minimum 24 timer før hjemrejsen, så du kan modtage SMS om eventuelle ændringer i flytiderne på din hjemrejse.
Har du ikke en mobiltelefon, som fungerer i udlandet, så skal du selv kontakte vores servicetelefon på rejsemålet senest 24 timer før hjemrejse og få bekræftet, at der ikke er sket ændringer i dine flytider. Telefonnummeret til vores servicetelefon på rejsemålet finder du på billetten.
Ud- og hjemrejse skal altid ske i overensstemmelse med billetten. Hvis du ikke tjekker ind på flyet og ikke er med flyet fra Danmark, så mister du retten til hjemrejsen, med mindre andet er aftalt og skriftligt bekræftet af Spies. Ubenyttede dele af rejsen refunderes ikke.
Vores priser er justeret efter udbud og efterspørgsel, og derfor kan priserne ændre sig flere gange dagligt, hvis efterspørgslen på en bestemt rejse stiger eller falder. Priserne kan også ændre sig løbende i forbindelse med kampagner hos flyselskaber og hotelkæder. Rejsens pris fremgår altid på din bestillingsbekræftelse/billet, når du har bestilt din rejse, og det er denne pris, som gælder.
Generelt gives børnerabat til børn mellem 2 og 11 år. Børn/unge mellem 12 og 17 år kan opnå specielle rabatter på enkelte hoteller. Rabatter udregnes automatisk, når du bestiller på vores hjemmeside, og du kan se totalprisen sidst i bestillingen, når fødselsdato for alle rejsende er tastet ind.
For alle børne- og teenagerabatter/ekstrasengsrabatter på hotel gælder:
Rabatterne varierer, når det gælder rejser med rutefly, krydstogter, fodboldrejser osv.
For børn under 2 år, der rejser med charterfly sammen med en eller flere voksne, betales et administrationsgebyr, forudsat, at barnet ikke optager egen sædeplads på flyet. Vær opmærksom på, at hos flere flyselskaber (heriblandt Sunclass Airlines) er det af sikkerhedsmæssige årsager et krav, at børn under 2 år altid sidder på skødet af en voksen ved start og landing – uanset om barnet har eget sæde. På rute- og langdistanceflyvninger varierer prisen afhængig af flyselskabet. Ved bestilling af rejsen skal barnets alder på hjemrejsetidspunktet angives, da det er det, der gælder.
Der findes afgifter, som ikke indgår i rejsens pris. Det er afgifter, der er uundgåelige og indføres af myndighederne på rejsemålet. Eventuel skat/gebyr opkræves af de lokale myndigheder og betales i forbindelse med opholdet. Skat/gebyr er direkte koblet til din rejse og varierer afhængigt af bl.a. antal hotelovernatninger, standarden på indkvartering og rejsemålet. Betalingen af dette har Spies ingen indflydelse på, og det er derfor ikke muligt at betale det via Spies. Afgifterne kan ændres med kort varsel og uden varsel.
Det er vigtigt at have en god rejseforsikring. Tjek altid hvilken type forsikring du har, og hvad din forsikring dækker.
I samarbejde med Gouda tilbyder Spies rejseforsikring samt afbestillingsforsikring for rutefly og vores egen afbestillings- og ændringsforsikring for charterrejser.
Forsikringer – bliv forsikret på ferien | Spies
Medbring gerne det blå EU-sygesikringskort på rejsen, men vær opmærksom på, at dette kort ikke alene dækker dig, hvis uheldet er ude. Det blå EU-sygesikringskort viser, at du har ret til de samme sundhedsydelser på de samme vilkår som borgerne har i det land, du opholder dig i. Du kan derfor komme til at betale hele eller en del af behandlingen selv, hvis det samme gælder for sygeforsikrede borgere i det pågældende land. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun, hvis lægen, tandlægen eller sygehuset er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet.
Læs mere om det blå EU-sygesikringskort her:
DK: blå EU sygesikringskort - Det blå EU-sygesikringskort (borger.dk)
Det er dit eget ansvar at sørge for, at du har de nødvendige dokumenter til gennemførelse af rejsen, såsom gyldigt pas, og/eller visum. Børn skal have deres eget pas. Passet skal være gyldigt i hele rejsens varighed, og mange lande kræver også, at passet skal være gyldigt i mindst seks måneder efter hjemkomstdatoen. Passet skal være maskinlæsbart. Der kan gælde andre regler for danske statsborgere med fødested uden for Danmark. Har du en anden nationalitet end dansk, bør du undersøge, hvad der gælder hos respektive ambassader/konsulater. Vær opmærksom på, at du kan blive nægtet indrejse med et provisorisk/beskadiget pas, og at der kan være krav om visum ved mellemlandinger. Kontakt ambassaden for mere information.
Visum kræves for indrejse i visse lande. Medmindre andet er angivet, betaler du selv eventuelle omkostninger i forbindelse med visumansøgningen. Vi anbefaler, at visum udfyldes i Danmark.
Læs, hvad der gælder for de enkelte lande: Pas-, visum- og indrejseregler på rejsen | Spies
Det er vigtigt, at du altid holder dig opdateret på de forskellige landes indrejseregler. Regeringen/Udenrigsministeriet opdaterer løbende informationen for de respektive lande. Læs Udenrigsministeriets pas- og visumregler her: pas og visum til udlandet
Alle flyselskaber gør deres bedste for at overholde de angivne flytider. Der er dog altid en vis risiko for, at du kan blive forsinket på rejsen. Vi anbefaler derfor, at større begivenheder som bryllupper og vigtige møder ikke planlægges tæt på rejsens start- eller sluttidspunkt. Hvis du skal videre med et forbindelsesfly, tog eller lignende, bør du beregne en tidsmargin på mindst fire timer ved både afrejse og efter hjemkomst. En direkte flyrejse, der er bestilt gennem os, kan have en kortere tidsmargin, og hvis der opstår forsinkelser, vil flyselskabet eller flyselskabets handlingsagent/repræsentant i lufthavnen hjælpe dig.
Flyforsinkelse - information, hvis flyet er forsinket | Spies
Hvis du mod forventning skulle blive forsinket på din rejse, og du ikke når dit videre fly til din slutdestination, skal du altid kontakte dit flyselskab eller flyselskabets handlingsagent/repræsentanter i den pågældende lufthavn. Det er dem, der er ansvarlige for at ændre flyrejsen og hjælpe dig videre.
Kan du ikke komme videre samme dag til din slutdestination, er det flyselskabet eller deres repræsentanter, der skal sørge for indkvartering, forplejning og eventuelle ekstraomkostninger. Kan de ikke hjælpe med at sørge for hotel, har du selv mulighed for at finde et hotel inden for rimelige omkostninger og indsende dit krav direkte til flyselskabet efter hjemkomst. Husk at kontakte hotel og evt. transferselskab om ændret ankomst.
Afrejse- og ankomsttider er foreløbige, og der kan ske ændringer i rejsetiderne helt frem til afrejsedagen i forbindelse med omlægning af flytrafikken.
Spies er ikke ansvarlig for arrangementer eller forbindelsesrejser, som ikke er en del af pakkerejsen og aftalen med Spies. Vi anbefaler, at du køber forbindelsesbilletter, som kan afbestilles eller ændres, og at du beregner en tidsmargin på mindst fire timer ved både udrejse og efter hjemkomst.
Flyselskaberne har mulighed for at leje erstatningsfly, hvis de planlagte fly for eksempel er forsinkede fra service eller lignende. Lejede fly kan variere i design, standard, service- og underholdningsudbud. Hvis man ikke får bestilte tilvalg som for eksempel bestemte siddepladser, mad ombord osv., vil dette blive refunderet.
Det er dit eget ansvar at sørge for nødvendig vaccination i forbindelse med rejsen. Kontakt din læge eller vaccinationscenter for mere information.
Vigtig medicin, der er nødvendig under rejsen, skal altid pakkes i håndbagagen. Medicin i håndbagage skal opbevares i originalemballagen. Det er yderst vigtigt, at du tjekker, om medbragt medicin kræver lægeattest på engelsk og/eller udfyldelse af specielle dokumenter for at kunne få det med ind det pågældende land. Dette fås hos din læge eller på apoteket.
Læs mere om medicinsk udstyr som skal medbringes på rejsen her: Få svar på dine spørgsmål - Spies
Gravide skal fra uge 28 kunne fremvise lægeerklæring om flyvetilladelse på engelsk ved indtjekning på udrejse og hjemrejse. Fra fire uger før termin er det ikke tilladt at flyve. Manglende flyvetilladelse kan medføre, at du bliver afvist ved ombordstigning.
For gravide, der skal på krydstogt, er grænsen 23 uger.
Der kan være forskelligt fra flyselskab til flyselskab, så vigtigt at du undersøger med flyselskabet, hvad der gælder for dig.
Hvis lægeerklæring ikke medbringes, bliver den gravide tilset af lufthavnens læge for egen regning.
Et nyfødt barn anbefales at være minimum 7 dage gammelt, når det skal flyve.