Tekst: Lén-Veronica Kongerud
Patrik har været guide i Toscana i hele fem sæsoner, senest i 2018, og inden da var han berejst i store dele af Italien. Endelig stod Firenze, Pisa, Siena og flere smukke landsbyer for tur.
– Jeg ville besøge de klassiske byer og den legendarisk smukke omegn, og rejsen levede så afgjort op til forventningerne, siger Patrik.
Det er nu blevet til flere besøg. Han er gladest for renæssancebyen Firenze, der i sin tid lokkede kunsterne som Leonardo da Vinci og Michelangelo til sig.
– Jeg elsker Firenze, både fordi byen i sig selv har så meget at byde på, men også fordi den ligger i hjertet af Toscana, og det derfor er nemt at tage på dagsture til andre byer i regionen. Hvis det er første gang, du besøger Toscana, bør du starte i Firenze, mener Patrik.
Patrik Marklund
I den tid, han har tilbragt i Firenze, har han fundet flere ekstra gode spisesteder, blandt andet Trattoria Sostanza i den lille gade Via del Porcellana.
– Noget af det, jeg husker allerbedst fra Firenze er den første gang, jeg spiste på Trattoria Sostanza. De tager kun kontanter, og de har haft den samme menu i 100 år! Maden er uforlignelig, og jeg vender altid tilbage. Det er ikke dyrt, men husk at reservere bord på forhånd, for stedet er altid fyldt, fortæller Patrik.
Renæssancebyen Firenze er perfekt for dig, der besøger Toscana for første gang.
Mange af os tænker umiddelbart på vingårde, når talen falder på Toscana, og ifølge Patik er det et must at besøge mindst én, når man er i området.
– Mellem Firenze og Siena ligger «Chiantigiana», også kendt som Chianti-vejen, og her ligger alle de klassiske vingårde, der laver Chianti Classico-vine, forklarer Patrik.
Fortsætter du længere mod syd, kommer du til Montalcino, hvor nogle af Toscanas bedste vine bliver produceret.
– Et af mine bedste minder fra Toscana er netop fra en vingård i Montalcino. Det er en fantastisk oplevelse at få serveret sin yndlingsvin på den gård, den er produceret. Siger Patrik.
Det er langt at foretrække at besøge en vingård som en del af en arrangeret udflugt. Hvis du vælger at køre selv, udsætter du dig for den ikke uvæsentlige ulempe, at du må holde dig fra vinen…
– Der eksisterer en lang række forskellige udflugter, der indebærer alt lige fra den lille pakke kun med transport til og fra vingården, til den fulde pakke med guidet rundvisning, prøvesmagning, mad og andre indslag, fortæller Patrik.
I Toscana kan du besøge nogle af verdens bedste vingårde.
• De enkle retter, der kaldes «cucina povero». For eksempel lapredotto, komave på brød, der serveres som fast food. Grøntsagssuppen ribollita er muligvis den mest kendte cucina povero-ret. Parpadelle al Cinghiale, pasta med vildsvin, er også svinegodt!
• At se solnedgangen over floden Arno fra tagterrassen på The Westin Excelsior i Firenze. Måske med en hindbær-mojito i hånden?
• Et besøg på et af byens mindre kendte museer. Eksempelvis Museo Gucci. Her kan du dykke ned i Aldo Guccis mærkehistorie. Som han selv sagde: Quality is remembered long after the price is forgotten.
• En smuttur til Pisa og det verdensberømte skæve tårn. Det tager kun halvanden time – en perfekt dagstur.
• Et afbræk ved den toskanske kyst i en af de to badebyer Forte dei Marmi og Viareggio.
Italiensk cucino povero – fattigkost – er alt andet end kedeligt.