Vil du udforske fortidsminder og kulturskatte på din ferie? Vil du vende hjem med kufferten fyldt med indkøb fra dine mange shoppingture i ferien? Så behøver du ikke læse videre. Hvis du i stedet kan skrive under på Kap Verdes motto ”No stress” og ser frem til at tilbringe en stor del af ferien i pendulfart mellem vandet og en solstol, så læs trygt videre.
Tekst: Gunnar Jägberg
Senest opdateret: 25/4 2024
Sagnet siger, at Kap Verde opstod, da Gud på den syvende dag var tilfreds med sit skaberværk og klappede i hænderne, hvorefter små stykker af hans fingre faldt i Atlanterhavet og blev til øgruppen Kap Verde. Mens jeg sidder i taxaen fra lufthavnen til hotellet på øen Sal, virker den videnskabelige forklaring mere oplagt: at øerne er opstået som følge af vulkanudbrud. Landskabet er nemlig knastørt og øde på begge sider af vejen, der er øens eneste. Det ligner en blanding af Månen, Det Vilde Vesten og området omkring Ayers Rock i Australien (uden den store klippe). ”Ser det sådan ud på hele øen,” spørger jeg uroligt chaufføren.
”No stress,” svarer han og ler. ”Bare vent til du ser strandene i Santa Maria”.
Strandene og det solrige klima er Kap Verdes store trumfkort
Jeg tjekker ind på et hotel, der ligesom mange andre ligger direkte ved stranden. Derefter smider jeg skoene og lader mine vinterblege fødder tage de første skridt gennem sandet. Jeg ser mig om og indser to ting: 1) Stranden er helt gylden og meget smuk. 2) Der er ingen ende på stranden.
Snart opdager jeg også, at stranden aldeles ikke er som andre, jeg har været på. Andre steder skal man være vaks for at finde et sted til sin solstol eller sit badehåndklæde mellem alle de andre. På stranden i Santa Maria skal man imidlertid lede længe, hvis man vil finde andre at lægge i nærheden af.
Hotellet Vila do Farol i Santa Maria på Kap Verde
Jo længere tid, jeg befinder mig på øen, desto mere tydeligt bliver det, at det er strandene og det solrige klima, der er Sals store trumfkort. Med 350 solskinsdage om året er det svært at finde et andet rejsemål med mere sol. Og hvis der overhovedet kommer regn, er det som regel overstået inden man kan nå at sige ”paraply”. De roligste strande er på sydsiden af Santa Maria. Mod øst og vest blæser det mere, hvilket gør dem til et paradis for vind- og kitesurfere fra hele verden. Overalt ser man surfsejl, der skærer frem og tilbage over himlen. En af de senere års verdensmestre i kitesurfing kommer ikke overraskende herfra, og naturligvis underviser han i kitesurfing på stranden. Det er han langtfra ene om – langs stranden er der flere surf- og dykkerskoler end turister.
Santa Maria - et paradis for vind- og kitesurfere
Da jeg ikke er modig nok til selv at prøve, nøjes jeg med at hænge ud med surfere på Angulo’s om eftermiddagen. Her er der som på de fleste andre spise- og udskænkningssteder en afslappet stemning. Som svensker kan man blive lidt overrasket over, at folk rent faktisk snakker med hinanden på tværs af bordene. Det er ikke kun turisterne imellem, også de lokale virker oprigtigt interesserede i gæsterne. Den samme følelse får man om aftenen, når man er på nogle af restauranterne og barerne i centrum. Her er godt humør og festlig stemning. Mere forlanger jeg ikke.
Santa Maria
Santa Marias centrum udgøres af to parallelle gader, der løber mellem lave huse, der er malet i fantasifulde farver. Når man tænker på, hvor lille byen er, er her et overraskende stort antal restauranter og barer. Maden er god, og priserne rimelige. Her serveres især mange gode retter med fisk og skaldyr, der hver dag leveres frisk af fiskerne. Prøv selv at gå ned og opleve, hvordan fiskerne indhandler deres fangst ved molen – en farvestrålende og højlydt oplevelse!