Logo til Spies
Eksperternes tips

Vores rejseekspert

Christian Nielsen

Christian Nielsen

Solrige rejsemål, fredfyldte voksenhoteller og farverige ferieskjorter har en særlig plads i Christians hjerte, men han tager også gerne på tur til en storby – gerne med en traditionsrig ølhistorie. Følg med Christian til solskinsøer som Sal og Tenerife, eller få tips til, hvordan du finder mikrobryg på charterferien.
Christian Nielsen
  • Alder: 32
  • Arbejde: Copywriter for Spies
  • Favoritrejsemål: Tenerife, Liverpool og alle steder med et Sunprime-hotel.
  • Interesser: Fodbold, mikrobryg og solskin. Meget gerne samtidig.

Lær Christian at kende

Midt i et hav af 40.000 fans på et gyngende fodboldstadion i England – eller snorkende på en liggestol ved poolen på et voksenhotel. Det er enten-eller, når Christian er på ferie. Han elsker nemlig både en livlig stemning og totalt fred og ro. Og så har han selv boet og arbejdet på en vis kanarisk ø i flere år. Vi har spurgt ind til hans rejsevaner og tips.

Hvad vil du helst lave på en fridag?
– Jeg er på ingen måde fitnessfanatiker, men jeg kan godt lide at starte dagen med en gang træning. Nogle gange snoozer jeg lidt længere, men på en fridag er det fint at "få det overstået" som det første. Så kan jeg nemlig bruge eftermiddagen på at udforske en ny ølbar eller se en fodboldkamp – gerne på stadion. Landsholdet og Liverpool trækker meget, men der er nu også en helt særlig charme over de danske divisionshold. Jeg har fået meget glæde ud af besøg på f.eks. Østerbro Stadion og Sundby Idrætspark. Og apropos Sundby, så kunne jeg nok godt finde på at slutte fridagen af med at forsøge at vinde Champions League med Fremad Amager i Football Manager.

Storby og puls eller dovne dage på stranden?
– Jeg er meget til stranddovneri, må jeg indrømme. Storbyen har også et par ting, jeg holder meget af. Primært ølbryggerier og fodbold. Derfor sætter jeg også af og til kursen mod en by, hvor jeg kan gå lidt på opdagelse i ølhistorien eller se en fodboldkamp. Men altså, giv mig en liggestol og et håndklæde, og så kan jeg sagtens få dagen til at gå med daseri.

Hvor mange steder i verden har du besøgt?
– Jeg er ikke nogen stor globetrotter eller rygsækrejsende. Det kan nok tælles på en enkelt hånd, hvor mange gange jeg har været uden for Europa. Til gengæld har jeg været på rigtig mange middelhavsferier – og det kan virkelig også noget!

Hvad er det bedste ved at rejse?
– Jeg er med på, at der er nogen, der har 117 planer, allerede inden de sidder i flystolen. Jeg har det lige omvendt. For mig er det bedste ved at rejse, at jeg kan komme ned og slappe helt af. Trække stikket. Læse den bog, jeg aldrig får læst derhjemme. Hoppe i en farvestrålende hawaiiskjorte og lave ingenting. Og nå ja, så bliver jeg jo altid fristet af en udflugt eller to, når jeg først er afsted. Men det bedste ved at rejse er for mig at koble helt fra. Derfor vælger jeg også som regel et voksenhotel. Så er jeg sikker på, at der er masser af fred og ro.

Har du et særligt ferieminde?
– Nu har jeg jo lige udtrykt min begejstring for fredelige ferier, så lad os tage en helt anden boldgade. Bogstaveligt talt. Tilbage i 2019 var jeg på fodboldtur til Liverpool for at se en Champions League-kamp for første gang. I den røde del af Merseyside taler man ofte om European Nights som noget ganske særligt. Der skulle eftersigende være en helt unik og intens stemning, når hjemmeholdet møder et af de andre storhold i Europa hjemme på Anfield – og jeg blev ikke skuffet. Publikum brølede løs på You'll Never Walk Alone, og hjemmeholdet kvitterede med hurtigt at komme foran 3-0. Siden blev hele forspringet dog indhentet af RB Salzburg – bl.a. på mål af en vis Erling Haaland. 3-3. Det var jo ikke lige det, jeg var kommet for. Heldigvis scorede Mohamed Salah til slutresultatet 4-3 med 20 minutter tilbage, og sådan skabes et helt særligt fodboldferieminde.

Hvad er dit "happy place" – stedet, du kan vende tilbage til igen og igen – og hvorfor?
– Jeg har en stor forkærlighed for Tenerife. Mange tænker måske først og fremmest på sol og bad, når de hører navnet, men øen er meget mere end det. Jeg nåede at bo næsten tre år i hovedstaden Santa Cruz, og jeg faldt pladask for kanariernes varme og humor. Naturen er virkelig imponerende – her er alt lige fra en af verdens største vulkaner til smukke, grønne vandreruter. Jeg elsker at vende tilbage, og jeg tager altid en dag eller to i Santa Cruz, selv om jeg som regel bor på et af vores Sunprime-hoteller sydpå.

Christians rejsetips