Logo til Spies
Eksperternes tips

Vores rejseekspert

Lise Hannibal

Lise Hannibal

Lise har et helt særligt forhold til Polen, hvor hun har boet i en årrække. Landets dynamik og kontraster gør det til et fascinerende og anbefalelsesværdigt rejsemål, som aldrig bliver kedeligt. Når Lise ikke besøger Polen, nyder hun f.eks. en badeferie på Kreta, vandring i den svenske natur eller en storbyferie i Istanbul.
Lise Hannibal
  • Alder: 46 år
  • Arbejde: Indholdsproducent for Spies, redaktør og rejsebogsforfatter
  • Familie: Kæreste og to børn
  • Favoritrejsemål: Krakow
  • Interesser: Byliv, udeliv, rejseliv, en god avis, gode historier og løbeture i skoven

Lær Lise at kende

Som enhver anden dansker tiltrækkes jeg af varme, sol og citrontræer. Det søde liv på Kreta, Mallorca eller Mauritius med luksuriøse resorts, palmer og privat pool. Det får jeg imidlertid sjældent. Af forskellige grunde går de fleste rejser i mit voksenliv til Polen, Schweiz og Sverige. Og der får man noget andet, som også er ret fedt.

De lande, man besøger ofte, bliver gradvist en del af ens egen identitet. Landskaber, lugte og skikke, der engang føltes fremmede, bliver med tiden til noget velkendt. Sådan har jeg det især med Polen. Polen vakte min nysgerrighed og eventyrlyst som studerende, og jeg slog mig ned der i en årrække. Polsk blev mit sprog og Polen mit hjem, og jeg får stadig en stærk trang til pierogi, hvis det er for lang tid siden, jeg har været der sidst.

Da jeg rykkede til Polen sidst i 1990’erne var det et hårdtprøvet land på vej ud af kommunismens skygge. Siden har landet i dén grad indhentet det forsømte, og i dag myldrer de polske storbyer af Wolt-bude, el-løbehjul og modeluner som i resten af Europa.

Men den moderne fernis er kun en del af historien, og Polen er et land, der har prøvet lidt af hvert. Det har stadig skrammer, og du ved ikke altid, hvad der gemmer sig bag næste gadehjørne. Blandingen af det velkendte og det uforudsigelige, det smukke og det grimme, det nye og det gamle gør Polen til et rejsemål, der aldrig nogensinde bliver kedeligt, og som jeg derfor vil anbefale på det varmeste!

Hvad vil du helst lave på en fridag?
– En perfekt fridag starter med en løbetur. Jeg elsker at opdage nye byer eller landskaber med løbesko på – det er, som om man hurtigere bliver ven med stedet. Jeg er også lidt af et madøre, så jeg ville gå ud at spise lækker morgenmad med min familie, drikke masser af kaffe og sludre om løst og fast. Siden ville jeg gå på opdagelse i byen og kigge på bygninger, mennesker og mad, og så ville jeg finde en god udstilling på et museum. Jeg elsker museer!

Storby og puls eller dovne dage på stranden?
– Nok mest storby, men hvis de to kan kombineres, er det perfekt. Havnebadene i København, søbadet i Zürich eller stranden i Barcelona er perfekte til en dukkert en sommerdag, hvor man slentrer rundt og opdager, hvad der gemmer sig i sidegaderne. Når det skal være ren strand, skal det ikke være helt dovent, synes jeg, men kombineres med lidt action – SUP-board, snorkling eller et strandspil af en art.

Hvor mange steder i verden har du besøgt?
– I forhold til mange af mine kolleger er jeg en ren novice – 29 lande fik jeg det til. Jeg har masser til gode.

Hvad er det bedste ved at rejse?
– Jeg synes, det er meget inspirerende at opleve, hvordan tingene gøres, bygges og siges på andre måder andre steder. Især er jeg vild med at lære lidt af sproget, hvor jeg kommer – om det så bare er at tælle til 10, sige goddag og farvel eller dechifrere det græske alfabet, har jeg optur over det.

Har du et særligt ferieminde?
– Der er mange, men påskeferie i Skt. Petersborg, sommervandring ved Mont Blanc og morgenmad på en tagterrasse i Istanbul er iblandt dem. Og at snorkle ved den helt lokale Agios Pavlos-strand på Kreta.

Hvad er dit "happy place" – stedet, du kan vende tilbage til igen og igen – og hvorfor?
– Jeg har vildt mange gode minder fra Krakow, og jeg glæder mig altid til at komme derhen igen. Siden jeg var der på et studieophold i 2004, har den udviklet sig meget, men dyrker mange steder stadig en bohemet førkrigsstemning. I Krakow spiller fantastisk byliv med barer, caféer og restauranter sammen med europæisk historie på godt og ondt. Og selvom det er en middelalderby, er den god til at genopfinde sig selv med trendy tiltag, kunst, kultur og et forlystelsesliv, der siger spar to. Der er både noget velkendt og noget nyt at opleve, hver gang jeg genbesøger Krakow, og derfor bliver den ved at være interessant.

Lises rejsetips