Logo til Spies
Papegøjer
Inspiration

10 gode råd til en dyrevenlig ferie

At se vilde dyr kan være en fantastisk oplevelse. I samarbejde med World Animal Protection har vi samlet nogle tips, der gør det nemmere at undgå oplevelser, hvor vilde dyr udnyttes og udsættes for stressende og skadelig behandling.

Skrevet i samarbejde med World Animal Protection
Publiceret: 29. december 2022

1. Oplev vilde dyr i naturen

Hvis du gerne vil opleve vilde dyr, anbefaler vi, at du gør det i naturen på dyrenes præmisser. I naturområder, reservater og nationalparker på land eller i vand er der ofte gode muligheder for at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Hvis du vælger en bæredygtig og ansvarlig udbyder, kan du være med til at støtte beskyttelsen af vilde dyr i naturen.

2. Se ikke vilde dyr optræde

Køb ikke billet til delfinarier, dyreshows eller andre attraktioner, hvor vilde dyr optræder. Vær opmærksom på, at der kan være underholdning med vilde dyr inkluderet i arrangerede udflugter. Spørg, før du køber.

3. Betal ikke for at se dyremishandling

Køb ikke billet til arrangementer, hvor dyr udsættes for smerte eller stress. Det gælder ikke kun underholdning med vilde dyr, men blandt andet også tyrefægtning, rodeoer og hane- og hundekampe.

4. Betal aldrig for at få taget billeder med vilde dyr

Mange vilde dyr i fangenskab er blevet fjernet fra naturen som unger. Andre avles i fangenskab under usle forhold, udelukkende med det formål at skulle bruges som fotorekvisitter. Ofte får dyrene fjernet kløer og hjørnetænder, og nogle bliver bedøvede, så de nemmere kan omgås mennesker.

Zebraer

5. Overvej grundigt, før du besøger zoologiske haver

I mange af verdens zoos prioriteres dyrenes behov ikke nok. Mange af dyrene lever i for små bure med dårlige muligheder for at udføre naturlig adfærd, og de besøgende kan komme meget tæt på eller endda røre dyrene, hvilket stresser dem.

Zoos med en seriøs interesse i artsbevarelse bør have avlsprogrammer for de dyrearter, der er i størst fare for at uddø i naturen. Og de bør bruge en stor del af deres ressourcer på at beskytte vilde dyr i deres naturlige leveområder.

Her finder du dyrevenlige oplevelser

6. Rid ikke på vilde dyr

Vilde dyr som elefanter bliver indfanget i naturen eller avlet under dårlige forhold for at bruges som ridedyr for turister. For at gøre dem føjelige bliver elefanterne mentalt nedbrudt ved hjælp af fysisk og psykisk mishandling. Når de ikke arbejder, står de typisk lænket det meste af dagen, de får ikke den korrekte ernæring og bliver sjældent tilset af dyrlæger.

Læs også: 5 gode grunde til ikke at røre ved vilde dyr på ferien

7. Undersøg forholdene for ride- og trækdyr

Hvis du vil på ridetur på dromedar eller hest eller på tur i en trækvogn, så undersøg først, hvordan dyrene har det. Som minimum bør de have mulighed for at stå i skyggen, drikke vand og få hvile. Hvis dyret ser underernæret ud, har sår eller bare pletter i pelsen, bliver det sandsynligvis ikke passet godt nok. Vær kritisk og sæt spørgsmålstegn, hvis noget føles forkert.

8. Køb ikke souvenirs fra vilde dyr

Souvenirs, der stammer fra vilde dyr, kan f.eks. være pels, elfenben eller skildpaddeskjold. Typisk er dyrene enten blevet dræbt af krybskytter eller avlet i fangenskab under fabrikslignende forhold.

9. Undgå mad fra mishandlede eller truede dyr

Undgå madvarer fra truede dyrearter eller dyr, der er blevet slagtet på inhuman vis – f.eks. foie gras fra tvangsfodrede gæs, hajfinnesuppe eller ’bushmeat’ (bl.a. abe-, slange- og elefantkød).

10. Klag lokalt

Hvis du overværer mishandling af dyr på en rejse, er det en god ide at optage eller fotografere, hvad du ser. Fotografier og videooptagelser er uvurderlige beviser, men betal aldrig andre for at lave optagelserne. Samtidig er det vigtigt, at du protesterer lokalt. Informér dit rejsebureau, dit hotel, det lokale turistkontor eller evt. en dyreværnsorganisation.

Vil du læse flere artikler som denne?