Logo til Spies
To elefanter
Inspiration

7 tips til en elefantvenlig oplevelse

Som gæst på eksotiske feriesteder, mødes du ofte af tilbud om at opleve elefanter. Hvad gør du, når du gerne vil se de imponerende dyr, men selvfølgelig ikke vil støtte dyremishandling?

Skrevet i samarbejde med World Animal Protection
Publiceret: 29. december 2022

Den bedste oplevelse for både dig og elefanterne er at se dem i naturen i en nationalpark. Men hvis der ikke er nogen muligheder for at opleve elefanter i naturen, kan du vælge den næstbedste løsning: At se elefanterne i et reservat eller et andet sted, hvor elefanternes velfærd er i højsædet.

Men hvordan ved du, om stedet nu rent faktisk også er elefantvenligt? Det kan være svært at gennemskue, så vi har samlet syv tips til dig.

1. Navnet siger desværre ikke alt

Flere og flere turister er opmærksomme på, at elefanter bliver mishandlet, når de bliver brugt til underholdning. Derfor er reservater med elefanter, der er reddet fra turistunderholdning, begyndt at blive populære.

Desværre benytter mange elefantlejre sig af denne trend og er begyndt at kalde sig for ’reservater’, ’redningscentre’ og ’elefant-plejehjem’, på trods af at de ikke har elefanternes bedste interesse for øje.

Undersøg grundigt, hvad der foregår på stedet – hvilke forhold lever elefanterne under, og hvilke oplevelser med elefanter tilbydes de besøgende?

2. Fravælg steder, der tilbyder fysisk kontakt med elefanterne

Tjek hjemmesiden, kig fotos igennem og læs anmeldelserne. Får de besøgende lov til at sidde på elefanterne eller at røre ved dem, mens de bader? Hvis de gør, så fravælg stedet.

Elefanter er vilde dyr og dermed uforudsigelige og farlige. Hvis turister skal i fysisk kontakt med dem uden for eksempel et hegn imellem, er elefanterne nødt til at være under streng kontrol. Og den kontrol opnås ved at nedbryde elefanten mentalt i en ung alder. Mange af elefanterne er blevet holdt fastlænkede og nægtet mad og vand – og ofte er de blevet udsat for store smerter.

Der er desuden en sundhedsrisiko forbundet med den fysiske kontakt. Mange elefanter i fangenskab har tuberkulose, og de kan smitte mennesker med sygdommen, for eksempel ved at sprøjte vand på dem.

Læs også: 5 gode grunde til ikke at røre ved vilde dyr på ferien

3. Elefanter skal leve som elefanter

I naturen bevæger elefanter sig hver dag over store strækninger. I et rigtigt reservat eller andre elefantvenlige steder bruger elefanterne derfor det meste af dagen på at vandre omkring og græsse, støvbade osv. i naturlige omgivelser.

Elefanter er meget sociale dyr. Derfor er det vigtigt, at de har mulighed for at interagere med andre elefanter – optimalt set i en flok.

I en nøddeskal: Du bør sikre dig, at elefanterne får lov til at være elefanter!

4. Elefantunger er ikke turistattraktioner

Søde elefantunger er vaskeægte turistmagneter. Men rigtige reservat har ofte ikke unge elefanter, da de typisk ikke avler på deres dyr. Ungerne ville optage plads, der kunne være brugt til nogle af de mange elefanter, der stadig skal reddes fra turistunderholdning.

Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse. I for eksempel Kenya er der elefantbørnehjem for forældreløse unger, der er blevet reddet i naturen. Men de besøgende bør ikke kunne komme i fysisk kontakt med ungerne. Hvis du bliver tilbudt at røre ved en elefantunge, så lad være med at besøge stedet!

Babyelefant

5. Elefanterne bør behandles med venlighed og respekt

Elefanter i fangenskab er stadig vilde dyr – og derfor kan de være farlige. Der er adskillige tilfælde, hvor turister eller mahoutter (elefantførere) er blevet dræbt eller alvorligt sårede af en elefant i fangenskab. Antallet af dræbte er højere end for noget andet dyr i fangenskab, som kommer i fysisk kontakt med mennesker.

I rigtige reservater ser du ofte en mahout sammen med en elefant, men på respektfuld afstand. Mahoutten sikrer, at elefanten får sine behov opfyldt, at der ikke udvikler sig konflikter mellem elefanterne, og at de besøgendes sikkerhed ikke er i fare.

I sjældne nødstilfælde vil mahoutten måske bruge en stav med en jernkrog til at kontrollere elefanten. Men ved ægte elefantvenlige steder vil mahoutterne aldrig bruge kroge til at ”ledsage” elefanterne og dirigere dem rundt.

6. Oplysning er afgørende

Et elefantvenligt sted, som for eksempel et rigtigt reservat, vil altid have et ønske om at oplyse de besøgende om artsbevarelse, og hvad der skal til for at skabe god velfærd for deres dyr.

De vil sandsynligvis fortælle dig om elefantens komplekse behov, og hvor svært det er at imødekomme disse behov i fangenskab. De vil sandsynligvis også forklare, at den kommercielle handel med elefanter til turistunderholdning ikke blot betyder, at dyrene lider, men også truer deres overlevelse i naturen.

7. Elefanter er vilde dyr – ikke tamdyr

Kalder stedet deres elefanter for domesticerede dyr / tamdyr? Så er sandsynligvis ikke tale om et rigtigt reservat.

Det tager mange generationer at domesticere dyr, og det foregår ved bevidst at udvælge avlsdyr med de ønskede egenskaber. Det har man gjort med for eksempel køer, heste og hunde, men ikke med elefanter.

Elefanter ved turistattraktioner kommer ofte fra naturen, eller er første (eller i sjældne tilfælde anden) generation født i fangenskab. Man kan ikke tale om, at et enkelt individ er domesticeret.

Ord som domesticeret eller tamdyr skaber et billede af, at dyret ikke længere har sine vilde instinkter og har tilpasset sig livet med mennesker. Men realiteten er, at elefanter er vilde dyr. Hvis de er i fysisk kontakt med turister, er de derfor typisk blevet trænet med brutale metoder, for at deres mahoutter kan kontrollere dem og garantere de besøgendes sikkerhed.

Anmeld både gode og dårlige oplevelser

Uanset om du har positive eller negative oplevelser, så kan du dele dem med andre gennem anmeldelser på f.eks. TripAdvisor eller Facebook.

Som turist har du mere indflydelse, end du måske går og tror. Din anmeldelse kan hjælpe med at støtte de gode elefantvenlige steder og få de dårlige til at forandre sig til det bedre.

Vil du læse flere artikler som denne?