Velkommen ombord på Costa Cruises nye skib Costa Firenze og få en oplevelse for livet! Costa Firenze tilbyder mange faciliteter for både store og små. Skibets tema og design er præget af klassiske italienske former og farver, og byen Firenzes elegante charme løber som en rød tråd gennem hele skibets indretning. Hvis du er kunstinteresseret, rummer skibet et kunstgalleri, hvor det også er muligt at købe de udstillede kunstværker. På Costa Firenze er der god plads til såvel fred og ro som mere fartfyldte aktiviteter for hele familien. Vandhunde har flere pools at vælge imellem på soldækket, og kunne du tænke dig endnu mere pulsforøgende aktiviteter, kan du besøge skibets vandland eller udfordre dine medpassagerer i en runde minigolf eller en fodboldkamp. Til de yngste gæster findes Costas internationale børneklub Squok Club, hvor børnene kan klippe-klistre, lege og spille spil, og de lidt ældre børn kan hygge sig i spilleværelset med blandt andet bordtennis og forskellige spillemaskiner. Vil du træne eller forkæle dig selv lidt ekstra? Så besøg skibets fitnesscenter med fantastisk havudsigt eller bestil en afslappende behandling i den indbydende spaafdeling.
Costa Firenze har et stort antal forskellige restauranter og barer med forskellige temaer og madretninger. Du kan prøve nye restauranter hver dag, og der tilbydes alt fra asiatiske restauranter med sushi og dim sum på menuen over madshows til klassiske steakhouses og buffetrestauranter, hvor du kan blande lidt af hvert. Hvis du vil lære at bage en rigtig italiensk pizza, er der også mulighed for det i form af et madlavningskursus. Skibet har også adskillige barer, lounger og caféer både inde og ude, og du kan for eksempel nyde solnedgangen over en god aperitif eller besøge baren Frescobaldi, der tilbyder vinsmagning. Når aftenen falder på, kan du prøve lykken i kasinoet eller gå en tur i teatret. Hver aften bydes der på forskellige shows med alt fra musicals til opera – ombord på Costa Firenze venter oplevelser for hele familien!