Stævn ud med Norwegian Cruise Lines skib Norwegian Viva, og glæd dig til en skøn oplevelse på havet! Skibet er det andet i rederiets nyeste skibsklasse Prima Class og tilbyder alt for alle aldre og enhver smag. Norwegian Viva er moderne indrettet, og der er god plads ombord til både afslapning og oplevelser. På Ocean Boulevard kan du få dig en 360 graders gåtur rundt om skibet, mens du nyder den flotte havudsigt, og bagefter – eller undervejs – kan du slå dig ned og få en forfriskende drink på en af skibets udeserveringer, eksempelvis Vibe Beach Club eller Waves Pool Bar. Der findes også flere forskellige barer indendørs, f.eks. Whiskey Bar og Belvedere Bar, hvor der serveres lækre cocktails.
Når sulten melder sig, har du et bredt udbud af restauranter at vælge imellem. I Indulge Food Hall serveres der mad fra alle verdenshjørner, mens du i Palomar kan nyde lækre skaldyrsretter. Har du lyst til asiatisk mad, kan du besøge Hasuki, og vil du hellere selv sammensætte dit måltid, kan du vælge og vrage blandt de bugnende buffeter i Surfside Café. Ombord findes også restauranter med fransk og mexicansk mad samt grillretter.
På Norwegian Viva er der stort fokus på, at du skal få så god en krydstogtoplevelse som muligt. Ombord findes aktiviteter for alle aldre og interesser. Er du til spænding og fart, kan du prøve de to vandrutsjebaner The Drop og The Rush, som strækker sig over flere dæk. Kunne du hellere tænke dig en fredelig svømmetur, har du flere forskellige pools at vælge imellem i Aqua Park, og der findes også boblebade på soldækket for både børn og voksne, ligesom der er en skøn infinitypool ved Ocean Boulevard. Ombord findes også en af verdens længste gokartbaner, der strækker sig over hele tre dæk – så grib chancen og kør gokart på havet med fantastisk udsigt. I Galaxy Pavilion kan du begive dig ind i skibets virtual reality-verden, hvor der findes både racingsimulator og escape rooms. Vil du løfte vægte eller deltage i holdtræning, kan du besøge fitnesscentret, og trænger du til ultimativ afslapning, bydes der på velgørende behandlinger i Mandara Spa. Til skibets yngste gæster findes også børneklubben Splash Academy, hvor børnene kan spilles pil, lære nye venner at kende og deltage i forskellige lege. Om aftenen slår teatret dørene op for festlige shows for hele familien, og ombord findes også et kasino og en natklub.