Logo til Spies
Rejser til London med børn
Eksperternes tips

Med Harry Potter og Abba i

London

Magisk familieweekend i London

London har noget for alle – både voksne og børn. Det sværeste er faktisk at vælge, hvad man skal se. Når man rejser til London med børn, er planlægning alfa og omega, så da vi bestilte en weekendtur med vores børn på 9 og 13 år, bestemte vi os tidligt for, at det skulle være en rejse, der stod i magiens tegn!

Tekst og billeder: Annika von Schlieben
Publiceret: 03.04.2024

Morgenmadsbuffet

Start rejsen med en god gang morgenmad

Det er ikke altid en dans på roser at flyve med børn. Især ikke hvis en af dem bliver køresyg, og man også har et par timer i bil til lufthavnen. Et tip til en god start på ferien er, hvis du har mulighed for det, at rejse til lufthavnen dagen før og booke dig ind på et hotel i nærheden. Vi valgte at booke en billigere lille lejlighed, som var forbundet med lufthavnens gratis busser til/fra parkeringspladsen. Vi stod tidligt op om morgenen, tog til lufthavnen og betalte derefter for en god morgenbuffet, hvor vi fik en rolig og behagelig start på vores tur. Fyldte maver giver glade børn, og glade børn giver glade forældre!

Harry Potters forunderlige verden

Vi har tilfældigvis to børn, der elsker Harry Potter, så det er selvfølgelig et must at besøge nogle af alle de Harry Potter-steder, der ligger i London. Her er alt fra optagelsessteder og lokationer, der inspirerede forfattere og filmskabere, til utallige butikker, der sælger Harry Potter-ting. Der er selvfølgelig perron 9 3/4 ved den berømte Kings Cross undergrundsstation – det skal man jo se som Harry Potter-fan. Det er derfor også det første stop, vi gør, efter at have afleveret vores kufferter på vores hotel, Mitre House Hotel, nær Paddington Station. At bo i nærheden af Paddington er meget praktisk, når du rejser med børn, fordi toget fra lufthavnen stopper her, og du ikke behøver at bekymre dig om børn og store kufferter i metroen og busserne.

Vel fremme ved Kings Cross er der naturligvis en kø, der venter på at komme hen til perron 9 3/4. Men der er heldigvis styr både på køen og på fotograferingen. Der står nemlig personale klar til at låne dig tørklæder fra Hogwarts' forskellige huse, så du kan få taget det perfekte billede. De stiller de besøgende op i en bestemt positur, og så fikserer de tørklæderne, så det ser ud, som om de blafrer i vinden, når man "løber" mod væggen med bagagevognen. Der er også en professionel fotograf, som tager billeder, du senere kan købe i den tilstødende Harry Potter-butik. Du må dog også gerne tage dine egne billeder, hvis du foretrækker det.

Indgang til perron 9¾

Den berømte indgang til perron 9¾.

Personalet er med til at tage et godt foto

Personalet hjælper med det perfekte billede.

På vej gennem væggen til perron 9¾

På vej gennem væggen med stor fart!

Tryllestave fra alle karakterer i Harry Potter

Tryllestavenes hovedkvarter

Butikken ved siden af, som i øvrigt er en af de licenserede Harry Potter-butikker i London, er selvfølgelig svær at undgå. Her er der merchandise af enhver tænkelig slags, og selvfølgelig tiltrækker tryllestavsafdelingen lidt ekstra opmærksomhed. Her har de en tryllestav til hver karakter i filmen, og du kan både prøve at svinge din favorit i luften, mens du siger en trylleformel og købe en tryllestav med hjem. De koster selvfølgelig en del, men de er solide, og du får dem med i en fin æske.

En tiltrængt pause mellem seværdigheder

Når det endelig lykkes at få børnene ud af Harry Potter-butikken, er der brug for en tiltrængt pause fra trylleri – både for os voksne og for dem med små trætte fødder. Der er selvfølgelig en Hop-on-Hop-off bus ved hvert hjørne, men vi valgte i stedet at komme rundt med metroen. Nu om dage er det ikke nødvendigt med billetter. Du scanner bare dit betalingskort, så trækkes prisen automatisk. Børn op til 12 år kører gratis og at køre med metro kan være et lille eventyr i sig selv for børnene. Man kan kigge på kort over alle stationerne, finde ud af hvilken rute, der vil være bedst, og så følge skiltene og nå frem til den rigtige. Det er noget, som børnene synes er sjovt, og som de er stolte over at kunne – og endnu mere stolte er de, når det viser sig, at de har ret, og far tager fejl ...

Vel ombord på toget får du med lidt held en plads, så du kan hvile fødderne et stykke tid, inden du ankommer og går op for at se dig omkring. Senere er det ned i undergrunden igen og videre til næste attraktion.

Big Ben i London

Hovedstadens stolte klokketårn Big Ben.

Silhuetten af Tower Bridge

Silhuetten af Tower Bridge.

Folkemylder på Camden Market

Myldrende folkeliv på Camden Market.

Historiske bygninger

Historiske bygninger.

Gamle bygninger møder ny arkitektur i London

En blanding af det gamle og det moderne.

House of MinaLima

Efter lidt sightseeing er Harry Potter igen på dagsordenen, og vi skal på besøg i flere butikker. House of MinaLima er en af de lidt mere anderledes butikker. Måske ikke så store som nogle af de andre, og her skal vi da også vente et par minutter, før vi bliver lukket ind, men deres udvalg består heldigvis af andet end de sædvanlige Harry Potter-souvenirs. Stemningen er hyggelig, og du kan også se nærmere på pejsen, hvor alle Harrys optagelsesbreve fra Hogwarts vælter ind.

House of MinaLima skiller sig ud i mængden

House of MinaLima skiller sig ud.

Optagelsesbreve til Hogwards strømmer ind gennem pejsen

Optagelsesbrevene til Hogwarts vælter ind.

En himmelsk restaurant

Jeg har et princip, når jeg rejser. Jeg forsøger at undgå at besøge den samme restaurant to gange. Der er så meget at opleve! Nogle gange skal man dog gøre en undtagelse, og det her er en af de gange. Efter nogle timers vandring begynder sulten at melde sig, og vi beslutter os for at tage et madstop inden næste aktivitet. Vi leder og leder efter et godt sted, der kan passe til hele familien, og et sted mellem den gigantiske M&M slikbutik og den endnu mere gigantiske Hamleys legetøjsbutik er vi tæt på at give op. I et sidste desperat forsøg smyger vi os ned ad en uanselig trappe, der fører ned til en lillebitte restaurant, der på klassisk engelsk manér er fordelt på to etager. En kødrestaurant med kun få retter på menuen, men da alle i familien godt kan lide kød, måtte vi jo se, om den duede til noget.

Og OM den duede! Vi vælger med omhu fra menuen, hvor der er tre forskellige kødretter og et par forskellige tilvalg. Vi finder allesammen noget, der falder i vores smag, og til børnenes store glæde kan man vælge at få kødet rigtig rødt. En mac'n'cheese med trøffel til, og så er vi i himlen. Det er simpelthen en madoplevelse så fantastisk, at jeg ikke tøver med at lave om på mine princippter – vi skal simpelthen på Flat Iron allerede dagen efter.

Flat iron steak

Flat iron steak og mac'n'cheese med trøffel.

Hamleys verden af legetøj

Du kan naturligvis ikke rejse til London med børn uden at besøge den gigantiske legetøjsbutik Hamleys. Du kan roligt regne med, at det vil tage flere timer at komme igennem alle etager, og som forælder skal man udstyre sig med en vis portion tålmodighed og modstand mod det obligatoriske "Må jeg godt få denne her?". Men alligevel er Hamleys et besøg værd. Det specielle er, at der i alle afdelinger er demonstrationer, hvor det festligt klædte personale viser forskelligt legetøj frem. Der er også nogle stationer, hvor du selv kan prøve forskellige nye ting af. Man kan også købe et tøjdyr, der er udstoppet på stedet – det er jo ekstra sjovt.

Facaden til Hamleys, der er verdens største legetøjsbutik

Hamleys siges at være en af de første og største legetøjsbutikker i verden.

Tøjdyr kommer til live

Datteren kigger spændt på, mens hendes bamse bliver skabt.

ABBA Voyage

Endelig er det aften og tid til det, der var den egentlige grund til, at vi bestilte denne rejse i første omgang. Vi skal nemlig endelig se det meget omtalte avatarshow ABBA Voyage, som har hjemme i ABBA Arena i udkanten af London.

Det lyder måske lidt mærkeligt at sidde igennem en hel forestilling og se projicerede avatarer stå på scenen, men det er simpelthen en fantastisk oplevelse. Det er så realistisk, at man bliver forvirret. Man kæmper med at forstå, at Björn, Benny, Agneta og Anni-Frid ikke er ægte, fordi det på stedet virker helt urimeligt, at de skulle være af andet end kød og blod. Jeg er længe helt overbevist om, at det store orkester må være ægte, men da det pludselig forsvinder, og så lige hurtigt dukker op igen, mister jeg næsten forstanden. Hele showet er en futuristisk og magisk oplevelse, der også byder på et elsket repertoire af ABBA-musik. Hvis du får chancen, så se det!

Den specialbyggede ABBA Arena

Den specialbyggede ABBA Arena.

Scenen til ABBA show

Hvad er virkelighed, og hvad er projiceret?

På opdagelse i Tower of London

Et besøg i Tower of London sætter gang i fantasien hos både unge og gamle. Ingen af os har faktisk læst, hvad dette sted er, men vi er ikke skuffede efter at have taget turen hertil lige efter morgenmaden. Vi har set køen dagen før og forstået, at det er vigtigt at være her tidligt. Derfor har vi også købt billet på forhånd. Her bruger vi så hele formiddagen på at udforske alle de forskellige bygninger og kroge. Tower of London er en gammel middelalderborg, der også har fungeret som både kongeslot og fængsel for fanger af lidt højere klasse. Det er dog nok bedst kendt for at huse de dyrebare kronjuveler. Normalt er de her til offentligt skue, men vi har desværre lidt dårlig timing. Om 5 dage finder kroningen af Kong Charles III, den nye konge af Storbritannien, nemlig sted, og kronjuvelerne er derfor ikke på stedet, mens vi er her.

Udstilling i Tower of London

Der er masser at se og opleve i Tower of London.

Kaffepause i en "hemmelig" park

Inden sidste stop i vores weekend smutter vi ind på en donutcafé, vi kommer forbi tæt på Covent Garden. Hos Donutelier er der masser af farverige donuts, der er en fryd for øjet. Børnene har selvfølgelig svært ved at vælge, men selv nøjes jeg med en klassisk med sukker på. Der er ingen ledige pladser, så vi tager vores donuts i en kasse og går ud for at finde et godt kaffested udenfor. Det viser sig at være lidt sværere, end vi troede, men efter at have gennemgået Google Maps, finder vi endelig et lille grønt område, som vi begiver os mod. Da vi er fremme, finder vi ud af, at det grønne område faktisk er en sød lille park, der er klemt inde mellem gader og huse. Vi går ind gennem portene til Phoenix Garden og bliver mødt af en lille oase, fuldstændig afsondret fra folkemængderne og trafikken udenfor. Her sætter vi os på nogle bænke og holder pause et stykke tid.

Donutbutik i nærheden af Covent Garden

Donutelier i nærheden af Covent Garden.

Stort udvalg af donuts

Det er svært at vælge mellem alle de farverige donuts.

Indgang til skjult park

En skjult park som denne er perfekt til kaffepause.

Warner Bros. Studio Tour

Så er det endelig tid til den store finale på vores weekendtur til London: Warner Bros. Harry Potter Studio Tour. Børnene har glædet sig meget, så jeg lever med at skulle høre om Harry Potter et par timer til. Stedet ligger lige uden for London, og du skal nok regne med, at det tager 1-2 timer at komme hertil. Du kan bestille samlede pakker, der inkluderer billetter og transport, men vi har valgt selv at finde derud. Det er supernemt at tage toget ud til Watford, og fra stationen ruller Harry Potter-dekorerede busser ud i pendulkørsel til området. Du skal dog tage højde for, at der er kø til busserne, så vær gerne i god tid. Det samme gælder ved bestilling af billetter til selve studieturen. Vi bookede et par dage før og var heldige med at få de sidste pladser, som var en aftentur.

Når du først er der, får du faktisk en helt utrolig oplevelse. Her er alle de omgivelser, du kender – det er trods alt her, filmene er optaget. Selv for mig, som bestemt ikke er fan, er det en stor oplevelse. Du kommer til at gå rundt og opleve alting helt tæt på, og du kan også prøve forskellige ting. Hvad med at trække en af de skrigende mandraker op af jorden, få en kost til at flyve, blive angrebet af kæmpeedderkopper eller mærke varme- og trykbølgerne, når den ildspyende drage kommer til live? Det er bestemt et besøg, jeg vil anbefale til alle, der nogensinde har læst eller set Harry Potter.

Harry Potter studio tour

Harry Potter studio tour – en oplevelse for alle aldre.

Harry Potters værelse under trappen

Harry Potters velkendte kammer under trappen.

De magiske trapper på Hogwarts

De magiske trapper på Hogwarts.

Skrigende Mandraker

Hiv en af de skrigende mandraker op.

Butikkerne i Diagonalstræde

Butikkerne i Diagonalstræde.

Annika

Annika von Schlieben

Annika elsker at udforske nye steder. Både tæt på og langt fra. Hun tager lige så gerne på en weekend med vennerne som på en uges solferie med familien, og aktiviteterne indeholder alt lige fra dovne dage ved poolen til naturoplevelser og seværdigheder.