Logo til Spies
London Eye set fra Westminster Pier
London Eye fra Westminster Pier
Inspiration

Få mere ud af din London-weekend

London er fyldt med skjulte skatte og flotte udsigter, som du ikke nødvendigvis finder på de mest populære turiststeder. Den engelske hovedstad byder på uendeligt mange oplevelser, og der er noget at se på nærmest hvert et gadehjørne.

Tekst og billeder: Malin Aambakk Boska
Publiceret: 10.01.2023

Skål i solnedgangen over Londons skyline

Solnedgang over Londons skyline.

Big Ben

Smukke, nyrenoverede Big Ben.

Somerset House

Billedskønne Somerset House.

"When a man is tired of London, he is tired of life."
Samuel Johnson

Hver gang jeg rejser til London, oplever jeg noget nyt. Det er simpelthen umuligt ikke at finde noget spændende at lave i denne her by, der konstant er under udvikling. De klassiske turistattraktioner i London er interessante nok i sig selv, men jeg elsker bare at opdage nye steder – allerhelst nogle hidden gems.

Denne gang tog jeg afsted sammen med min egen personlige London-guide, og jeg endte med at gå over tredive kilometer på én weekend for at få det hele med. Resultatet? Det kan du se nedenfor. Nemlig mine bedste og selvoplevede anbefalinger til, hvad du skal lave, og hvordan du nemmest kommer til det.

Magiske Leadenhall Market

Leadenhall Market er et af de ældste og mest ikoniske markeder i London. Fantastiske detaljer, brosten og glitrende tagvinduer følger bygningerne, og det er bare et sted, der gør dig fuldstændig mundlam, i det sekund du træder indenfor.

Fyldt med madboder, butikker, restauranter og pubber – alt sammen omgivet af smuk viktoriansk arkitektur. Det her er et af de absolut mest populære steder at besøge i London, og samtidig er det et af de smukkeste markeder, jeg har set.

Er du Harry Potter-fan? Så kender du sikkert Diagonalstræde. Det stræde kommer du tæt på at opleve her. Leadenhall Market blev nemlig brugt som set i nogle af de mest mindeværdige scener i filmene. Her kan du med andre ord vandre rundt i en magisk verden og lade dig fortrylle af stemningen. Markedet ligger et par gader øst for Bank metrostation og har indgang fra Leadenhall Street og Gracechurch Street.

Leadenhall Market

Tag tilbage i tiden på Leadenhall Market.

Indgangen til Leadenhall Market

En ægte skat i midten af byen.

Detaljer fra Leadenhall Market.

Fin arkitektur fra 1300-tallet.

Unik udsigt til St. Paul's Cathedral

St. Paul's Cathedral er et ikonisk vartegn i London, og det er helt sikkert på manges tjekliste. Katedralen er den største og mest kendte af Londons kirker, og den er sognekirke for det britiske rigsfællesskab.

Den mest almindelige måde at se St. Paul's på er at gå rundt i den. Man kan også tage turen ud på Millennium Bridge for at få et panoramaoverblik over kirken. Men den smukkeste, og måske mindst kendte, udsigt til kirken finder du i nabobygningen og indkøbscentret One New Change. Tag elevatoren op til tagterrassen. Så kan du nyde majestætiske St. Paul's fra fugleperspektiv.

Oppe på taget finder du også Madison's Restaurant and Bar, hvor du kan tage en drink med udsigt til Londons skyline foran dig. Gør som mig og tag derop ved solnedgang. Hvis bare vejret er godt, så lover jeg, det er en mindeværdig oplevelse!

Du kommer nemmest herhen ved at tage metroen til St. Paul's.

St. Paul's Cathedral

Solnedgang fra One New Changes tagterrasse.

St. Paul's Cathedral

St. Paul's Cathedral er et af Londons mest kendte vartegn.

St. Paul's Cathedral

I stueetagen af ​​One New Change kan du få et unikt kig til bygningen.

Kryds Themsen med svævebane

En super måde at se byen på er fra svævebanen London Cable Car fra Royal Docks over til Greenwich-halvøen. En luftig og lidt anderledes oplevelse, der giver dig udsigt over Themsen, Canary Wharf og O2 Arena.

Kan du ikke få højdemeter nok? Så anbefaler jeg at tage forbi O2-bygningen, hvor du kan få lov at klatre helt til toppen. Jeg gjorde det ikke selv, men jeg så flere, der gjorde – og det så ret sejt ud!

For at komme til Royal Docks kan du tage DLR-linjen. Det er toge, der går over bakken, og som London-pendlere bruger dagligt. Sætter du dig længst fremme i toget, er turen en attraktion i sig selv. Du kommer nemlig ganske tæt på byen, når toget kører.

London Cable Car

London Cable Car med udsigt til O2 og Canary Wharf.

Greenwich Park

Greenwich Park i det sydøstlige London var tidligere kongeligt jagtterræn, men nu er det en af de største parker i byen. Her finder du fantastiske blomsterhaver, historiske bygninger, rådyr, ræve og et pulserende folkeliv. Parken er populær blandt både fastboende og turister, og der er en skøn udsigt til centrum.

I parken finder du blandt andet Royal Observatory Greenwich, der blev grundlagt i 1675 og blev brugt til navigation og tidsbestemmelse. Det er her, nulmeridianen for jorden, GMT, blev sat – startpunktet for de internationale tidszoner.

Når du alligevel er i området, kan du med fordel tage turen gennem Greenwich Market og gå forbi den verdensberømte skude Cutty Sark.

For at komme hurtigt til Greenwich kan du tage en Uber Boat – en ret skøn måde at krydse floden på og god til sightseeing!

Greenwich Park

Fra Greenwich Park kan du betragte London by fra afstand.

Greenwich

GMT er sat i Greenwich.

Uber Boat på Themsen

Uber Boat på Themsen fragter dig nemt mellem øst og vest.

Panoramaudsigt fra The Monument

The Monument, eller "Monument to the Great Fire of London", blev rejst til minde om den store brand, der ødelagde det meste af London i 1666. I dag er det en turistattraktion, hvor du kan gå op ad de 345 trappetrin helt op til toppen af bygningen. Her kan du nyde en imponerende 360-graders udsigt over byen.

Du finder The Monument mellem Fish Street Hill og Monument Street. Den nærmeste station hedder Monument.

The Shard set fra The Monument

Bypanorama med udsigt til berømte The Shard.

The Monument

The Monument er hele 61 meter højt.

Trappen på The Monument

Den svimlende høje vindeltrappe.

Barbican Conservatory – en grøn oase midt i byen

Hvis du vil have en lidt anderledes London-oplevelse, så anbefaler jeg at tage til Barbican Conservatory – et stort kulturcenter, der huser en tropisk have. Her finder du byens næststørste drivhus, der er hjem for mere end 1.500 arter af planter og træet. Det er lidt af et paradis for en planteelsker som mig! Som bonus er det også en kærkommen stillezone for trætte byvandrere.

Tager du metroen til St. Paul's er det bare at gå nogle få minutter, før du møder lyden af rislende vand. Barbican Center har flere steder, du kan spise og få noget at drikke. F.eks. ligger der en udendørs café lige ved vandet udenfor, så her kan du slappe af og lade batterierne op, inden byen kalder på dig igen.

Barbican Conservatory

Velkommen til junglen!

Barbican Conservatory

En grøn stillezone.

Britiske bobler i Covent Garden

Nogle siger, at champagnen har fået sig en udfordrer. Den engelske mousserende vin er populær som aldrig før, og det er noget helt specielt at opleve boblerne i deres naturlige habitat – og selvfølgelig sørge for at købe sig en flaske med hjem.

Vi tog også en tur til Bedford St. Wines. Det er en ny vinbutik i Covent Garden med massevis af vin fra England. Personalet er meget imødekommende og ved, hvad de taler om, og de guidede os igennem udvalget, mens vi nød et dejligt glas med bobler.

For at komme hertil kan du tage metroen til Covent Garden, og så slentrer du bare igennem handelsgaderne, indtil du kommer til denne herlighed.

Bedford St. Wines

Træd indenfor i en af byens hyggeligste vinbutikker.

Bedford St. Wines

Butikken tilbyder også vinkurser.

Skål i Covent Garden

Skål for britisk vin!

Farverige Neal's Yard

Gemt i et lille hjørne af Covent Garden ligger en af Londons smukkeste gader. Den farverige og instagramvenlige Neal's Yard er en af de skjulte perler i London. Den er fuld af flotte bygninger, restauranter og butikker. Absolut et besøg værd!

Denne farvebombe ligger mellem Short Gardens og Monmouth Street, og for at finde frem til indgangen, kan du følge Google Maps. Se her.

Neal's Yard

Turkis, grøn, orange og blå i skøn forening i Neal's Yard.

Neal's Yard
Neal's Yard

De mest charmerende vandhuller

Der er få ting, der slår en hyggelig pubcrawl i London, og der er utroligt mange steder at vælge imellem. Jeg gik med følgende:

The Grapes – "Gandalf's pub"

The Grapes er en af de ældste pubber i London, og den er alt, du kunne ønske dig, af en traditionel britisk pub. Venligt nabolag, snakkesalige bartendere og en charmerende beliggenhed i bydelen Limehouse, hvor den bogstaveligt talt ligger ude i Themsen. Prikken over i'et er, at pubben er ejet af selveste Sir Ian McKellen – bedre kendt som Gandalf fra Ringenes Herre. Måske kommer han selv forbi indimellem?

Trafalgar Tavern

Trafalgar Tavern kaldes også for "Themsens juvel". Den ligger lige ved flodbreden i Greenwich. Bygningen er en hyldest til det gamle London og dets maritime historie, og den er bygget omkring 1837. Her kan du få en kold øl udenfor ved den ikoniske stature af Lord Nelsen og nyde den ærkebritiske stemning.

Dickens Inn

Ved smukke St. Katharine Docks finder du Dickens Inn, der er kendt for sin blomstrende facade og dejlige stemning. Pubben er fra 1700-tallet og er helt perfekt til en gang fish and chips med en øl på siden.

The Grapes pub

The Grapes – også kendt "Gandalf's pub".

Trafalgar Tavern

Trafalgar Tavern, der ligger langs Themsen.

Dickens Inn

Dickens Inn er enormt hyggelig – især om aftenen.

Dreng ser ud over London

Hvor skal man bo i London?

London har alt, hvad hjertet kan begære. Uanset om du er vild med kunst, shopping eller lækker mad, kan du finde det i London. Men hvor skal man bo i London? Vi guider dig igennem Londons bydele, så du kan finde kvarteret for dig.