En uforglemmelig oplevelse og noget af det vildeste, jeg har prøvet. Min weekend på Icehotel i Jukkasjärvi slår det meste! Nedenfor deler jeg ud af mine oplevelser fra turen.
Tekst og billeder: Tomas Alexandersson
Imponerende iskunst.
Rensdyr i sneen.
Jeg har virkelig haft en romantisk forestilling om Icehotel – og det var ikke bare indbildning. Fra Jukkasjärvis smukke og snedækkede omgivelser til ture på en isbelagt Torneelv og betagende kunstværker af sne og is. Alt var simpelthen så magisk. Fra Kiruna Lufthavn tog jeg bussen til Jukkasjärvi. Det tager omkring en halv time – nemt og bekvemt. Man kan også vælge at forudbestille taxi fra lufthavnen eller fra Kiruna.
Ishotellet breder sig ud over et stort område, men falder alligevel næsten i ét med omgivelserne. Da jeg havde tjekket ind, blev jeg budt på varm blåbærsuppe. Jeg skiftede tøj til overalls for at få varmen (dem kan man låne), og så var det tid til at tjekke isrummene ud. De fungerer som kunst- og designgallerier i dagstimerne.
Velkommen til Icehotel!
På tur over Torneelven.
Måske var jeg ikke helt forberedt på Icehotels storhed. Jeg er stadig i dag så imponeret over arkitekturen og det fantastiske håndværk. Jeg besøgte samtlige isrum, suiter og offentlige områder for at se den flotte kunst. Efter sådan en tur var der selvfølgelig kun ét sted at søge hen – den legendariske isbar. Den var nærmest lige så stor en oplevelse.
Ishotellet tilbyder en række aktiviteter, og jeg tog selv på en fantastisk hundeslædetur hen over Torneelven. Turen sluttede i en skov, hvor vi blev budt på varm kaffe og kage i en traditionel telthytte. Da det så blev aften, var der middag i ishotellets restaurant. Har man lyst, kan man forkæle sig selv med en lækker ismenu, hvor retterne serveres på tallerkener bestående af is fra Torneelven. Uanset hvilken slags menu du vælger, garanterer jeg, at du får en skøn middag.
Den skønne mad på Icehotel.
Kaffehygge i en traditionel telthytte.
Icehotel Winter er isdelen af hotellet. Icehotel 365 er permanent og åben året rundt.
Jeg skulle selvfølgelig prøve at sove i et koldt værelse. Et isværelse nærmere bestemt. Temperaturen på hotellet ligger altid mellem -5 og -7 grader. Du tager en varm ekspeditionssovepose frem (den er designet til helt ned til -25 grader), inden du går ind på dit værelse. Så kan du nøjes med at sove i undertøj, hue, varme strømper og eventuelt en trøje. Jeg kan bekræfte, at dette er nok – det bliver meget varmt i soveposen.
Du får adgang til dit værelse klokken 18, og du har også adgang til varme områder døgnet rundt. I den varme lounge er der bl.a. sofaer, blåbærsuppe, brændeovn og brætspil. I den opvarmede bygning Riverside er der toilet, bad og sauna samt opbevaringsskab. Skulle du mod forventning føle dig utilpas i løbet af natten, er der også et varmt "nødrum" ved receptionen.
Lad mig være helt ærlig. Jeg var lidt nervøs, da jeg skulle sove. Jeg troede, jeg ville begynde at fryse og føle mig skidt tilpas. Men så snart jeg trådte ind i isværelset, blev jeg mødt af en ro, der er svær at beskrive. Jeg husker tydeligt stilheden, lugten af sne og den varme seng. Jeg faldt hurtigt i søvn og vågnede næste morgen til duften af blåbærsuppe og frisk luft.
Når du besøger Icehotel, kan du selv vælge, om du har lyst til at sove i et isværelse eller et varmt værelse. Eller du kan vælge begge dele!
Verdens første og største ishotel skabt af sne og is genopstår som nyt hvert år.
Hjemstavnsgården. Her er der en hyggelig restaurant og et museum.
Icehotel ligger i byen Jukkasjärvi og cirka ti minutters gang fra hotellet ligger der en dagligvarebutik, hjemstavnsgården, en kirke og Márkanbáiki – et samisk friluftsmuseum. Jeg besøgte selv Márkanbáiki, og det var en perfekt afslutning på min tur nordpå. I udendørsudstillingerne kan du lære om samernes historie, kultur, traditioner, tøj, værktøj, den nomadiske livsstil og rensdyr.
Smukke omgivelser i Jukkasjärvi.
Eventyr med hundeslæde.
Tomas tager os med ud på oplevelser, der indeholder arkitektur, udstillinger samt bar- og restaurantbesøg. Gerne i østeuropæiske storbyer, hvor han blandt andet har en forkærlighed for Tallinn.