Logo til Spies

Spinalonga

En heldagsudflugt med svømmeture, frisk havluft og historie! Vi besøger øen Spinalonga, hvor Europas sidste spedalskhedskoloni lå, og slutter af med et kort besøg i byen Agios Nikolaos.

    Fakta

  • Dag:
    Tirsdag (den første planlagte udflugtsdag er 22/4, men datoen kan blive ændret pga. vejret og antal bestillinger).
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 9.40-16.30.
  • Pris:
    37 EUR pr. voksen, 19 EUR pr. barn.

    BBQ-frokost indgår, men medbring gerne lidt at spise, da frokosten først serveres ved 14-tiden. Du sørger selv for transport til havnen. Transporten til havnen indgår ikke i udflugtsprisen undtagen for gæster på hotellerne Blue Marine Resort & Spa, Blu Acqua, Miramare Resort & Spa samt Ariadne Beach, som betaler 44 EUR/voksen og 21 EUR/barn inkl. transport.
  • Sprog:
    Skandinavisktalende guide. Engelsktalende lokalguide på Spinalonga.
  • Godt at medbringe:
    Badetøj, håndklæde og en vindjakke eller trøje, hvis det skulle blæse. Kontanter/kreditkort til køb af drikkevarer og snacks på båden.
  • Øvrigt:
    Legitimation er obligatorisk. Entré til Spinalonga koster 8 EUR pr. person. Pensionister (65+) betaler halv pris (4 EUR). Børn/unge 4-25 år, som er statsborgere i et EU-land, har gratis adgang mod forevisning af legitimation, ellers betaler de også 4 EUR. Børn 0-3 år har gratis adgang.

    Personer med et bevægelseshandicap kan have svært ved at gå rundt på Spinalonga.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den under ”Tilvalg”, når du bestiller din rejse. Du kan også bestille udflugten på ”Min side”, hvis du allerede har en rejsebestilling. Hvis der er ledige pladser, kan udflugten desuden bestilles hos Spies-guiderne på rejsemålet.
Da den forfærdelige sygdom spedalskhed spredte sig over hele verden, oprettede man kolonier for at isolere dem, der blev smittet. Man mente, at sygdommen var meget smitsom, og man kan i mange gamle bøger læse om søfarere, der holdt sig langt væk fra Spinalonga på deres sejladser.

I 1500-tallet byggende man en fæstning på øen Spinalonga for at kunne forsvare sig mod fjendtlige angreb fra blandt andet Det Osmanniske Rige. Eftersom fæstningen stadig lå på øen i 1903, var det let at bruge den som spedalskhedskoloni for alle smittede. Spinalonga lå i tilpas afstand fra land til at forhindre smitte, og til at kretenserne samtidig kunne holde en vis kontakt til de smittede. Navnet Spinalonga betyder 'den lange torn', og øen ligger som en bølgebryder ud for den smukke Eloundabugt. Navnet forbindes nu med de tragiske minder fra en nær fortid. Vi lytter til gribende fortællinger om Europas sidste spedalskhedskoloni, der blev lukket så sent som i 1957.

Vi starter dagen i Agios Nikolaos og tager sammen båden til Spinalonga. Sejlturen til Spinalonga tager cirka en time, og vi bliver på øen i en til to timer. Efter ankomsten får vi en rundvisning og får også interessante gamle bygninger at se, ligesom vi skal høre spændende fortællinger om øens historie. På øen findes desuden flere udsigtspunkter, hvorfra man blandt andet kan se ud over Agios Nikolaos, som også går under navnet 'Kretas hjerte'.

Efter at have udforsket øen og den gamle fæstning, går vi ombord på båden igen og sejler til en bugt, hvor vi bliver i en til to timer. Her får vi serveret frokost, og der er også mulighed for at få sig et dyp i havet. Derefter sejler vi tilbage til den charmerende by Agios Nikolaos, som er bygget på højene rundt om en lille sø. Du kan slentre lidt rundt i byen i en halv time eller nyde en kop kaffe eller is, før bussen kører os tilbage til hotellerne.
Praktisk information

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.