Logo til Spies
Se dine gemte hoteller

Legendariske La Gomera

La Gomera er en utrolig smuk ø og den næstmindste af de beboede Kanariske Øer. Bussen tager os med langs snoede veje gennem kløfter og dale med svimlende udsigter. Her er meget lidt turisme, og den fantastiske natur er stadig stærkt præget af urskov og endemiske planter. Husk dit pas!

    Fakta

  • Dag:
    Torsdag og fredag.
  • Varighed:
    Heldagsudflugt cirka kl. 8-18.30.
  • Pris:
    106 EUR pr. voksen, 64 EUR pr. barn.

    3-retters frokost med vand eller vin indgår. Sodavand og øl kan købes. Børneprisen gælder for børn 4-11 år. Børn 0-3 år koster 15 EUR. I vintersæsonen 2025/26 gælder følgende priser: 110 EUR pr. voksen og 65 EUR pr. barn.
  • Sprog:
    Skandinavisktalende guide.
  • Godt at medbringe:
    Bekvemme sko og en flaske vand. På La Gomera er der lidt køligere end på Tenerife, så medbring en varm trøje eller jakke.
  • Øvrigt:
    Husk at medbringe dit pas!

    Der er mange trapper og niveauforskelle på La Gomera. Bevægelseshæmmede personer bør derfor rådføre sig med Spies-guiden inden tilmelding.

    Gæster i San Miguel de Abona skal selv sørge for transporten til Los Cristianos, hvor udflugten starter (cirka 15 km væk).

    Udflugten arrangeres kun i vintersæsonen frem til 17/4 2025.
  • Sådan bestiller du:
    Hvis udflugten kan bestilles hjemmefra, vises den under ”Tilvalg”, når du bestiller din rejse. Du kan også bestille udflugten på ”Min side”, hvis du allerede har en rejsebestilling. Hvis der er ledige pladser, kan udflugten desuden bestilles hos Spies-guiderne på rejsemålet.
På denne herlige udflugt ser vi store dele af La Gomera, og guiden vil i løbet af dagen fortælle om øens natur, historie og hverdagsliv. La Gomera har længe været relativt isoleret i kraft af sit fokus på landbrug, hvilket afspejles i plantagerne med bananer, avocadoer, mangoer, appelsiner, citroner, vindruer og meget andet, som vi får at se langs vejen. Vi ser også, hvordan befolkningen har bygget terrasser for at sikre vand til jordområderne. I løbet af udflugten gør vi både holdt ved storslåede udsigtspunkter og har lidt længere stop, hvor der bliver mulighed for at strække benene og se sig omkring.

Det første stop er ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kan se La Gomeras hovedstad, San Sebastián, i det fjerne, den lille landsby Los Chejelipes samt en imponerende ravine. Herefter kører vi videre med bussen til den nordlige del af øen, og på vejen passerer vi den berømte by Agulo, som siges at rumme øens smukkeste huse. I klart vejr er det også muligt at se Teide i horisonten og naboøen La Palma.

Det næste stop bliver et fredeligt sted med betagende udsigt over omgivelserne. Her spiser vi frokost og får imens en demonstration af det gamle sprog silbo; et fløjtesprog som før i tiden blev anvendt til at kommunikere tværs over de dybe dale og raviner, der kendetegner meget af øens landskab.

Efter frokost begiver vi os op til 1500 meters højde og den smukke nationalpark Garajonay, der er på 4000 hektarer og dækker en tiendedel af øen. Her bliver der mulighed for at vandre rundt i den tætte skov, nyde de smukke omgivelser, kigge på vegetationen og lytte til fuglenes kvidren. Der er også muligt at købe en kop kaffe eller en is. En god souvenir er desuden den brune og søde likør Gomeron, som er fremstillet af palmesaft og minder meget om honning.

Derefter sætter vi os igen ind i bussen og kører tilbage mod havnen langs den snoede vej omgivet af fantastisk natur. På vejen kommer vi forbi øens største ravine, Barranco de Benchijigua, hvor vi gør holdt for at fotografere, og hvorfra man også kan skimte Tenerife. Dagens sidste stop er hovedstaden San Sebastián, hvor der bliver lidt tid til at gå rundt på egen hånd.

På La Gomera er det svært at undgå at stifte bekendtskab med søfareren Christoffer Columbus, eftersom han foretog flere ophold på øen for at proviantere før den videre færd vestpå mod Den Nye Verden. Brønden, hvorfra hans mænd fyldte skibene med vand før de lange rejser over Atlanterhavet, findes stadig i San Sebastián, ligesom de sejlivede myter om hans amourøse eventyr med hofdamen Beatriz de Bobadilla.
Praktisk information

Hvad koster det at tage børn med på udflugt? Hvor bliver vi hentet? Her har vi samlet al den information, du har brug for at vide om vores udflugter.