Højsæsonen for surfing på Gran Canaria løber fra oktober frem til marts/april, men du kan sagtens finde fine bølger året rundt. For kite- og windsurfing er passatvinden stærkest i sommermånederne, og den blæser normalt fra maj til september. Vinteren kan også godt levere gode forhold for de vinddrevne aktiviteter, selv om vinden ikke er lige så stærk som om sommeren.
Tekst og billeder: Petter Sevenius
La Cicer hedder den sydligste del af den lange strand Las Canteras i Las Palmas, og det er et ganske udmærket sted til at surfe. Her finder du beach breaks i spandevis, og der er egentlig altid ganske surfbare bølger, der passer både til nybegyndere og de mere erfarne surfere. Der er flere steder, hvor du kan leje udstyr eller tage kurser. Jeg kan f.eks. anbefale Mojo Surf, Brisa School eller Oceanside Gran Canaria.
El Confital er nok en af Gran Canarias bedste bølger, og den ligger også i Las Palmas. En lang og stejl bølge, der bryder til højre over et rev. Den er bedst ved højvande og nok mest for de erfarne surfere. På gode dage kan der godt være ganske trængt og en lidt anspændt stemning i lineup ...
Lloret bryder også til højre hen over et lavarev. Den ligger lige vest for Las Canteras og er bedst, når det er lavvande. Den er lidt mildere end El Confital, men stadig ikke den mest egnede for nybegyndere. Der er ret meget strøm, og der kan være mange mennesker.
Rygtet siger, at der findes uendeligt mange gode bølger at udforske på nordkysten, så pak endelig bilen og tag på opdagelse! Nordkysten har en helt anden natur og et helt andet klima end sydkysten, og det er absolut turen værd, hvis du vil finde dit helt eget spot og komme væk fra menneskemængden i Las Palmas.
Husk at vise respekt og hensyn i lineup. Der kan være mange mennesker og de bedste bølger har oftest også den mest anspændte stemning.
Pozo er verdensberømt for den stærke vind, som er ekstremt pålidelig i sommermånederne. Flere af verdens bedste windsurfere har base på Gran Canaria, og hvert år i juli måned samles verdenseliten her for at dyste i en af de mest presigefyldte konkurrencer.
Pozo Izquierdo er det mest kendte surfsted på Gran Canaria, og det er lidt af et omdrejningspunkt for windsurfingen på øen. Selv om Pozo oftest fungerer fint, kan man af og til være nødt til at flytte sig lidt for at finde de bedste forhold. Vind og bølger kan nemlig være ret lokale. Hovedstranden er forbeholdt windsurfere og kitesurferne holder sig typisk længere nede i Salinas de Pozo, der ligger ved vindmøllen. Salinas har ofte en bedre vinkel, og bølgerne holder bedre, selv når Pozo main break er ved at blæse fra hinanden. Her ligger der flere butikker, der kan hjælpe med spørgsmål, udstyr, reparationer og meget mere. F.eks. Pozo Winds, Cutre og LP Windsurf.
Vinden kommer "cross-on" fra nord/nordøst, hvilket gør, at der hurtigt skabes bølger af vinden. Det gør Pozo til et fantastisk sted til hop. Er man ikke så tryg i bølgerne, men ønsker den samme stærke vind, kan man tage til Salinas de Arinaga, som ligger beskyttet bag en mole og derfor ofte har flat vand.
Tager du videre op til Vargas, aftager vinden en del, og du kan ofte gå en størrelse op i sejl. Den lettere vind og den lidt bedre vinkel end Pozo main break gør, at jeg personligt oftest foretrækker Vargas. For at undgå kaos er Vargas delt op, så badegæsterne opholder sig mest nordpå, windsurferne på den mellemste del af stranden og kitesurferne længst nede i syd. En anden populær strand for kitesurfing er Playa del Burrero, som har afsat noget af pladsen til vandsportsaktiviteter.
Tager du i stedet sydpå fra Pozo og drejer af ved Juan Grande, finder du Castillo del Romeral, hvor vinden kan være virkelig god, når vinden kommer fra syd/sydvest. Stranden her kan også være god med vind fra nordøst, hvis man ønsker lidt roligere forhold end i Pozo. Ved nordlige vinde rækker vinden sjældent længere end til Punta de Caleta.
Bahia Feliz og Playa del Águila fungerer bedst ved nordøstlige vinde. Her er vinden aftaget yderligere, og det er betydeligt mere stille. Hos Fanatic og Dunkerbecks kan du leje udstyr eller tage kurser. Las Burras ved San Agustin er en populær strand til kitesurfing, men når du er kommet så langt ned, har vinden oftest lagt sig så tilpas meget, at det ikke længere er holdbart til kitesurfing.
Østkysten og Pozo er først og fremmest kendt for windsurfing, men man kan godt finde surfbare bølger ved f.eks. Mosca Point og Playa del Hombre.
Sydkystens bølger er ikke lige så spektakulære som nordens, men stemningen er mere afslappet, og bølgerne er betydeligt nemmere for begyndere. Du kan finde beachbreaks her og der hele vejen fra Playa del Inglés ned forbi Maspalomas og frem til fyrtårnet. Følger du stranden ned mod Maspalomas, ser du tydeligt, hvor det bryder. Her ligger bl.a. Björn Dunkerbeck Surf School og Surf Canaries, som kan hjælpe med både udstyr og surftimer. Playa del Inglés er bedst om sommeren, fordi passatvinden genererer bølger der.
Når der er stort swell sydfra, kan der komme nogle lange, fine bølger i Arguineguin, der er ganske gode for longboards. Det sker dog desværre sjældent. El Faro ved Maspalomas er betydeligt mere sikker og fungerer ofte også med swell fra syd og vest.
Med brættet under armen og tasken på ryggen rejser Petter, som vinden blæser, og han tager generelt eventyrene, som de kommer. Men planlægning har dog også sine fordele, specielt når det kommer til familieferie.