Solskin, smukke strande og en helt unik historie og kultur. Tyrkiet er et helt fantastisk sted at tage hen på ferie. Langt de fleste gæster vælger at holde ferie i enten Alanya eller Side, men hvilket tyrkisk rejsemål skal du vælge? Det bliver du forhåbentlig klogere på, når du har læst denne artikel.
Tekst og billeder: Christian Nielsen
Publiceret: 15.07.2024
Alanya er stort. Her finder du lidt mere af alt, og du har masser af muligheder, når det kommer til både aktiviteter og shopping.
Der er virkelig gode strande i Alanya, og nattelivet er livligt med rig mulighed for udflugter og eventyr. Det er dog ikke bare et sted for folk med hang til fest og farver. Masser af familier vælger Alanya, fordi der er så mange gode hoteller med underholdning for de mindste. Her kan du også nyde godt af en vidunderlig, 10 km lang strandpromenade, hvor der også er cykelsti. Alanya er generelt en skøn by med masser af puls.
Når du er på ferie i Alanya, kommer du ikke uden om borgen/slottet Alanya Kalesi, der ligger på en 250 meter høj, stenet halvø, der stikker ud i Middelhavet, og som kan ses fra hele byen. Muren omkring borgen er 6,5 km lang og har hele 140 tårne. Dem med friske ben kan gå turen op, men man kan også sagtens tage en taxi. Oppe fra bjerget bliver man belønnet med en fantastisk smuk udsigt over byen.
Skal du op og se borgen? Så skal du næsten prøve en af Alanyas andre seværdigheder: svævebanen. Den åbnede i 2017, og den kan fragte dig fra Kleopatra-stranden op til Alanya Kalesi på få minutter. Det er en ret unik oplevelse med en skøn udsigt over bugten og Taurus-bjergene.
Det Røde Tårn (Kizil Kule) ligger for enden af havnen og blev bygget i 1226 for at forsvare byens skibsværft. I dag fungerer det 33 meter høje tårn som museum og et vigtigt vartegn for byen. I museet kan du gå på opdagelse i historien om tårnet og Det Osmanniske Rige. Der er også en samling af våben og andre antikke genstande.
Dimcay-grotten er en af verdens dybeste drypstensgrotter. Det har taget naturen flere millioner år at skabe dette naturfænomen, og uden for grotten er der et udsigtspunkt, hvorfra der er enestående udsigt over bjerglandskabet og Alanya.
Udsigt over byen og havnemolen i Alanya.
Der ligger masser af gode familiehoteller i Alanya, hvor både store og små kan få en fantastisk ferie. Et af de bedste er vores Family Garden-hotel Green Garden Resort & Spa. Her kan familien nyde godt af både vandland, hele to børnepools, besøg fra Lollo & Bernie og en placering lige ved stranden, hvor liggestole og parasoller naturligvis indgår.
Er du mere til fred og ro, kan du også vælge mellem flere forskellige voksenhoteller. F.eks. vores eget Sunprime C-Lounge, der ligger både nær centrum og lige ved stranden. Faktisk ligger langt fleste af hotellerne på spies.dk meget tæt på den dejlige strandpromenade.
Sunprime C-Lounge til strandløver, der rejser uden børn.
Green Garden Resort & Spa til familien.
Alanya har et stort udvalg af butikker og markeder samt en basar. Mærkevaretøj finder du primært langs med hovedgaden Atatürk Boulevard. Basaren ligger lige oven for marinaen og er et stort område fyldt med butikker, der primært retter sig mod turister. Her kan du købe det meste: tæpper, tasker, tøj, sko, briller og souvenirs. De fleste butikker i basaren har åbent fra kl. 9 til 23, eller så længe der er kunder.
Alanya har mange markeder, og et af de største med grøntsager og frugt ligger ved dolmus-stationen og har åbent om fredagen. Om tirsdagen er der marked tæt på Can Hospital, hvor der sælges lidt af hvert. Mandag er det markedsdag i bydelen Oba.
Tip: Skal du til Alanya, kan du vælge at rejse til Gazipasa-lufthavnen i stedet for til Antalya. Der er meget kortere transfer end fra Antalya.
Et lille indblik i basaren i Side.
Her kan du sætte krydderi på tilværelsen.
Side er en mindre by end Alanya, og det kan man godt mærke. Her er der generelt lidt mere ro på, og udvalget af aktiviteter samt nattelivet er også derefter. Der er dog også ligheder mellem de to byer. I Side er der nemlig også en skøn, lang strandpromenade. Den løber hele vejen fra det vestlige Side til "Antik Side", som den gamle bydel kaldes. De senere år har byen fået en ordentlig ansigtsløftning, så den fremstår ekstra indbydende.
Side er ikke kun et paradis for dem, der elsker sol og strand – der er også masser for de historieinteresserede. Her kan du nemlig gå på opdagelse i en lang række velbevarede romerske ruiner, der er dukket op under de seneste års udgravninger. Det Romerske Amfiteater kan du udforske på egen hånd i dagstimerne. Her opføres der endda koncerter og festivaler om sommeren. Du kan også gå en tur og se solnedgangen ved Apollon-templet. Vil du på tur, ligger den lille by Manavgat kun 15 minutter væk, og her kan du også se det populære vandfald ved Manavgat-floden.
På vores luksuriøse familiehotel Barut Goia kan du møde Lollo & Bernie.
Og på det idylliske Sunprime Dogan Side Beach kan du nyde ferien i fred og ro.
I Side ligger der små butikker i både centrum, den gamle bydel og langs den fine strandpromenade. Du kan også vælge at tage turen til Manavgat, hvis du ønsker et større udvalg af butikker og markeder.
Rejser du med børn, er der masser af muligheder for at få en skøn familieferie i Side. Vores mest populære familiehotel er det fantastiske Family Garden Barut Goia, som blev totalrenoveret lige op til sommeren 2024. Nu er det et kategori 5-hotel, og det kan mærkes. Børnene kan more sig med sjove vandrutsjebaner og Lollo & Bernie, mens de voksne kan nyde godt af velsmagende mad, motionsrum og spa samt mulighed for værelser med direkte pooladgang.
Foretrækker du et hotel uden børn, så finder du nemt feriefreden på Sunprime Dogan Side Beach, der både ligger lige ud til vandet ved strandpromenaden og i gåafstand til en lang række gode restauranter.
Den Blå Moske i Istanbul.
Selvom langt de fleste vælger Alanya eller Side, skal du ikke snydes for alternativerne! Er du f.eks. til golf eller hoteller i den lidt finere ende? Så skulle du måske overveje det lidt mindre, eksklusive ferieområde Belek.
Lidt mere storby og ultrakort transfertid? Så er det Antalya, du skal vælge. Byen er kendt som den tyrkiske rivieras hovedstad, og her er der alt fra livlige bargader til historiske kulturminder. Den gamle bydel er helt fantastisk til en gåtur, middag eller en drink ud på aftenen – det må du ikke misse.
"Det er altså ikke helt stort nok til mig", tænker du måske. Så er der kun én ting at gøre: storbyferie i Istanbul. Det er ikke blot byen med flest indbyggere i Europa. Det er også en metropol spækket med historie, kulturelle seværdigheder, livligt natteliv og fantastiske restauranter. Her flyver du til med rutefly, så du selv kan bestemme, præcis hvornår og hvor længe du vil afsted.